Frederik Rønnow har gang i sin sidste sæson i Brøndby. Senest til sommer skal den blå-gule talisman sælges.

Frederik Rønnow har været Brøndbys måske allerstørste profil, siden han for halvandet år siden kom til klubben fra AC Horsens. I 2016 blev den reaktionsstærke målmand kåret til årets spiller, og gang på gang har den 24-årige keeper reddet vigtige point hjem til vestegnen.

Men senest til sommer går Frederik Rønnow og Brøndby hver til sit. Der er lagt en plan for landsholdsmålmanden, og dén plan indebærer et klubskifte i løbet af de kommende måneder – og dermed også et lukrativt salg for Brøndby.

»Hvis ikke han skal afsted før, skal han afsted til sommer,« siger Frederik Rønnows mellemmand, John Sivebæk, til BT.

Det er i dette lys mandagens køb af Adam Kwarasey Larsen skal ses. Den tidligere ghanesiske landsholdskeeper ligner således et førstevalg i buret, når næste sæson sparkes i gang og Frederik Rønnow er solgt.

»Købet af Kwarasey passer meget godt med, at Brøndby gør klar til, at der kommer bud på Rønnow,« konstaterer John Sivebæk.

Buddene kan komme til sommer, men de kan også komme i løbet af de kommende uger, hvor transfervinduet står på vid gab. De vil efter alt at dømme dumpe ind fra store og mellemstore europæiske ligaer, men netop nu ligger der ikke papirer med påskriften ’Roennow’ i faxen hos Brøndbys sportsdirektør Troels Bech.

»Vi er stadig tidligt i transfervinduet, så lige nu er der ikke noget på vej. Men det kan komme,« lyder det fra John Sivebæk.

Da Brøndby i 2015 købte Frederik Rønnow, blev den nuværende landsholdsreserve hentet ind som afløser for Lukas Hradecky, der blev solgt til Eintracht Frankfurt i den tyske Bundesliga.  Brøndby fik dengang i omegnen af 18 millioner kroner for finnen. Da Frederik Rønnow har kontrakt med Superliga-toeren frem til sommeren 2019, kan det ikke udelukkes, at et snarligt salg af ham kan ramme næsten samme størrelsesorden.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Brøndbys sportsdirektør Troels Bech.