Islands succes på EM-banerne i Frankrig er mange penge værd for AGF og OB, der henholdsvis har Elmar Bjarnason og Ari Skulason med.

For da Elmar Bjarnason mod Østrig løb ned til baglinjen og smed en målgivende pasning til Arnór Ingvi Traustason, forlængede superliga-spilleren ikke bare sit landsholds EM-liv. Han sørgede også for, at det europæiske fodboldforbund, UEFA, skal  kompensere AGF og OB yderligere, for at Island kan gøre krav på spillerne i Frankrig.

Hvor meget UEFA skal af med, bliver først gjort op, når EM er forbi, men DBU meddeler, at beløbet sandsynligvis vil stige i forhold til EM 2012 i Ukraine og Polen.

Dengang betalte UEFA 2.265 euro, ca. 16.848 kr., til klubberne for hver dag, det nationale forbund rådede over en spiller. Vel at mærke fra den officielle UEFA-dato hvor spillerne samledes og havde træningslejr.

Det islandske fodboldforbund, der er det eneste tilbageværende i EM med spillere fra Superligaen, oplyser til BT, at samlingsdagen for Island var 29. maj, hvor man rejste til Norge forud for en træningskamp.

Og da Island som minimum er med ved EM frem til mandag 27. juni, hvor holdet møder England, vil landsholdet have været samlet i 30 dage. Tager man det lave beløb fra sidste EM i beregningen, betyder det, at AGF og OB hver især kan forvente 505.440 kroner.

Dertil kommer  kompensationen for de alle de dage, spillerne var væk med landsholdene. Island spillede 10 kvalifikationskampe for at komme til EM, og DBU oplyser, at klubberne modtager 4.192 euro, ca. 31.182 kr., for hver kamp, spillerne er med.

Ari Skulason spillede alle kampe, mens Elmar Bjarnason deltog i fire, men det betyder ikke, at AGF får færre penge, for så længe spillerne er på holdkortet, falder der penge af til klubberne.

I OB glæder sportsdirektør, Jesper Hansen, sig over, at OB som minimum får 817.260 kr. alene for Ari Skulason og et noget større beløb samlet, fordi Hallgrímur Jónasson også har været udtaget til kvalifikationskampe.

»Jeg er ikke sikker, men vi kommer da nok op på omkring en million kr. i kompensation. Jeg synes også, det er rimeligt, at klubberne bliver betalt et beløb for at frigive spillerne. Vi skal også tænke på, at spillerne skal have ferie, men vi er glade for, at de er afsted, for det er et godt udstillingsvindue for både OB og spillerne, og det giver dem gode oplevelser,« mener OB-direktøren.

Jacob Nielsen, direktør i AGF, siger:

»Vi får noget refusion for de dage, Elmar er afsted, men jeg kan ikke sige, hvor meget det er, men det er en god kompensation i forhold til at skulle undvære ham i opstarten.«

Superligaen sendte seks spillere til EM i Erik Johansson, Robin Olsen og Ludwig Augustisson, alle FCK for Sverige, Emre Mor, FC Nordsjælland for Tyrkiet, samt de nævnte islændinge, Ari Skulason og Elmar Bjarnason.