Mike Jensen er på klubjagt

Skæbnekamp mod Esbjerg er en af Mike Jensens sidste for Brøndby

Der banker vel næppe et større klubhjerte i Brøndby-truppen end Mike Jensens.

Midtbanespilleren har været et af få lyspunkter for de blå-gule i et hårdt efterår, der før dagens kamp mod Esbjerg ser dem placeret under stregen.

Nu nærmer det sig afslutningen for Mike Jensen i Brøndbys trøje.

Dagens kamp mod Esbjerg bliver hans tredjesidste hjemmekamp - forude venter AC Horsens og FCK i pokalturneringen - før hans kontrakt udløber med barndomsklubben.

- Det er definitivt forbi i Brøndby for Mike, i hvert fald i denne omgang. Man ved jo aldrig i fremtiden, siger Mike Jensens agent Per Steffensen.

Agenten er trukket i arbejdstøjet for at finde en ny udfordring til Mike Jensen.

- Det skal være et sted, hvor han kan fortsætte sin udvikling, lære nyt og blive endnu bedre. Vi leder efter en ny klub som opfylder kombinationen højt niveau og spilletid, siger Per Steffensen.

Flere tyske klubber, blandt andre FC Nürnberg, har set Mike Jensen i aktion dette efterår, men Per Steffensen holder kortene tæt ind til kroppen.

- Jeg kunne godt sige en masse om den interesse der er og hvilke muligheder der foreligger, men det ønsker jeg ikke. Vi er i gang med at sondere markedet og de muligheder, der er og ønsker ikke at kommentere offentligt på den proces.

Hvilke ligaer ser du Mike Jensen passe til?

- Det er ikke det vigtige, det handler om at finde den rigtige klub.

Mike Jensen vil igen søndag eftermiddag få en hovedrolle på et afbudsramt Brøndby-mandskab til ’seks points-kampen’ mod Esbjerg. Vinder gæsterne er de seks point foran Brøndby, vinder værterne, så ligger de to hold a point.

- Esbjerg er et godt hold, der efter en resultatmæssig svær start ser ud til at have ændret stil til at være mere defensivt orienterede og have fokus på omstillingsspillet. De lukker godt af bagtil og har så fire-fem hurtige og dynamiske spillere, siger assistenttræner Bent 'Turbo' Christensen.

Læs også: