Allan Kuhn har prøvet det før, og nu vil han have endnu et Champions League-eventyr i AaB-hatten.

- Vi har jo haft nogle magiske aftener på Aalborg Stadion, det er sådan en aften, vi skal skabe igen, hvis vi skal gå videre.

Det siger AaBs assistent-træner Allan Kuhn inden i aften, hvor de danske mestre tager hul på Champions League-kvalifikationen.

Hjemme i Aalborg gælder det første af to mulige skridt mod det forjættede gruppespil, når de kroatiske mestre fra Dinamo Zagreb kommer på besøg.

Et stor mundfuld for de unge og urutinerede kræfter, men ikke desto mindre er troen på egne evner stor hos de danske mestre.

- Vi ved, vi er i selskab med de store drenge i europæisk fodbold. Det har man fortjent at være en del af, når man vinder både det danske mesterskab og pokaltitlen, men det er selvfølgelig altid specielt. Dinamo Zagreb er et godt hold med nogle fantastisk dygtige individualister, men vi vil volde dem problemer med vores stil, siger Allan Kuhn, der opnåede status af folkehelt i det nordjyske i 2008, da AaB med Kuhn som cheftræner leverede en mindeværdig europæisk præstation.

Nu jagter man en gentagelse. Og selvom der er stor forskel på økonomien i AaB og Dinamo, så forventer Allan Kuhn et par tætte opgør. Ligesom sin cheftræner Kent Nielsen, ser han favoritværdigheden hedde 55/45 i kroatisk favør.

Allan Kuhn er dog ikke den eneste i AaB, der har prøvet at stå på fornemmeste scene i europæiske fodbold. Efter eventyr i udlandet er Thomas Augustinusen, Kasper Risgård og Thomas Enevoldsen alle tilbage i den bolsjestribede spilledragt.

Med erfaring følger ansvar, og midtbanetrioen får en nøglerolle i kampen om et nyt europæisk eventyr, fortæller Allan Kuhn.

- Alle skal tage ansvar på en fodboldbane, men der er da ingen tvivl om, at der hviler et større pres på de spillere, der har været med på det her niveau før. Alle tre har været i udlandet og spillet store kampe i deres karrierer, så jeg er sikker på, at de helt naturligt vil føle sig godt til rette med det ekstra ansvar, siger den populære assistent, der sammenligner AaB anno 2014 med holdet i 2008, der blandt andet fik et sensationelt point med hjem fra Old Trafford samt en sejr på hjemmebane over Celtic.

- Jeg synes, vi spiller bedre fodbold nu. Mere interessant fodbold. Vores offensive tilgang til spillet er meget spændende. I 2008 forsvarede vi resultaterne mere hjem. Det var standardsituationer, en stærk defensiv og så et par hurtige folk på kanterne, der gjorde os farlige. Og så havde vi flere profiler, og også nogle udlændinge den gang. I dag har vi flere unge spillere fra klubbens egne rækker.