Randers FCs direktør, Michael Gravgaard, ærgrer sig både over, at Superligaen de seneste år har oplevet en markant tilskuernedgang, og at udviklingen af dansk fodbolds bedste række på det nærmeste er gået i stå.

Er Superligaen blevet til 'Kedeligaen'? Spørger man den tidligere fodboldlandsholdsspiller og tv-sportschef, Michael Gravgaard, der det seneste år har været direktør i Superliga-klubben Randers FC, er svaret et rungende ja.

»Vores marked kan i øjeblikket sammenlignes med et badekar, hvor vandet løber ud af afløbet fra et hul, der bliver større og større. Ligesom alle andre Superliga-klubber har vi de seneste år været ramt af en tilskuernedgang på 30-40 procent,« siger Michael Gravgaard, der har denne forklaring på den markante nedtur:

»Vi har haft en alt for arrogant holdning til det produkt, vi har. Jeg hader at bruge ordet proces, fordi jeg er typen, der vil se resultater med det samme. Vi må derfor bøje os for det faktum, at det tager tid at vække interessen igen. Superligaen har gennem årene haft mange kunder inde i butikken. Mange er forsvundet, og nu skal vi ud at jagte dem igen. Det kommer ikke af sig selv. Og heller ikke selv om jeg eventuelt skulle vælge at vifte med en gratis, varm pølse på BioNutria Park (Randers FCs hjemmebane, red.).«

Du vil have, at spillerne i Randers FC skal være mere udadvendte. Hvorfor?

»Når jeg spørger vores spillere om, hvorfor de er på kontrakt i vores klub, mener de, at det skyldes deres fodboldmæssige kvaliteter. Så svarer jeg: 'Det er forkert! Du er her, fordi der er et marked for fodbold, du kan kapitalisere på - med andre ord en interesse blandt tilskuere, tv-seere og sponsorer for det, du laver'. Hvis ikke man kan se, at de røde alarmklokker bimler og bamler, er der noget galt. De seneste 5-10 år er udviklingen af produktet ' Superligaen' jo nærmest gået helt i stå.«

Hvad er ikke blevet gjort godt nok?

»Det er indiskutabelt, at Superligaen globalt set ikke befinder sig på øverste hylde. Dem, der vil se topfodbold, sætter sig hellere foran 80-tommer-fladskærmen derhjemme og ser en Premier League-kamp. Men det, vi i Danmark kan gøre, er, at konkurrere på tilgængelighed, nærvær og relationer. Det har vi været alt for dårlige til.Det er jo nærmest tragikomisk, at vores bedste spillere stort set ikke er i kontakt med vores omverden face-to-face.«

Hvordan vil I blive mere tilgængelige?

»Jeg fristes til at stille et modspørgsmål: Hvad vil vi ikke gøre?«

Hvilke forandringer kommer der til at ske i Randers FC?

»Alt dette handler om, hvor langt man kan gå, uden at det kommer til at koste på præstationerne på banen. Men hvis skolerne eksempelvis har en tema-uge om fodbold, og de her gerne vil i kontakt med vores spillere, skal træningstiderne ændres fra det sædvanlige starttidspunkt klokken 10 til om eftermiddagen.Vi må tilpasse os og vise omverdenen, at vi gerne vil den. Spillerne skal til at forstå, at de løber rundt med et cvr-nummer i panden, og at det i dén grad også gavner dem. Det er ikke nok længere bare at være en god fodboldspiller. Jo, hvis man hedder Messi eller Ronaldo.«

Hvad siger jeres spillere til det?

»De fleste er meget positive. De kan jo godt se, at der er ting, der skal forandres. Men for 10 år siden var jeg selv aktiv. Havde en direktør dengang sagt dette til mig, ville jeg have svaret 'det kan du godt glemme'. Hvis der er spillere, der føler sig en smule skræmte over de nye tider, er det fuldt forståeligt. Det afspejler jo den kultur, de er vokset op i. Den kultur kommer fra oven. I tre år af min aktive karriere var jeg med omkring landsholdet. Ikke én gang trykkede jeg hånd med en fan. Jeg ved godt, at DBU har ændret sig på dette område. Men der er altså lang vej endnu.«

Har I også tænkt jer at åbne jer mere over for medierne?

»Da jeg i sin tid spillede i Viborg FF, gav vi journalisterne adgang til omklædningsrummet få minutter efter kampenes afslutning. Det var på ingen måde generende. Hvis vi skal have vakt interessen hos folket derude, skal vi stoppe med at holde afstand og reelt åbne os for den verden, vi er en del af. Vi kan ikke fake os igennem. Det skal være råt for usødet, og som virkeligheden er. Hvis man ser det fra en kommerciel synsvinkel, bruger vi pressen som talerør. Det kunne vi have gjort under det netop afsluttede vintertransfervindue. Her sagde klublederne ofte 'ingen kommentarer' til forespørgsler om forestående klubskifter. Men hvorfor delte vi ikke ud af vores informationer? Det er da dem, fodboldfansene interesserer sig for.«

Hvornår genåbner I omklædningsrummet for medierne?

»Det håber jeg, at vi kommer til at gøre meget snart. Men det er en kultur, der skal gøres op med. Siden jeg for et år siden blev ansat som direktør i Randers FC, har jeg af og til fået at vide, at klubben var blevet til et galehus. I Randers har jeg fået spillerne til at forstå, at det, de ofte anser som sensationspresse, skyldes, at vi deler alt for lidt ud af vores hverdag, tanker og holdninger. Netop fordi tingene i klubberne er tillukkede, vil pressen jagte enhver lille historie og blæse den op. Duerne på Markuspladsen i Venedig kæmper jo også hårdt og brutalt om enhver lille brødkrumme, der deles ud eller kan findes, hvor ingen andre har kigget.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvorfor har I under det seneste års 'konesag' mellem Christian Keller og Jonas Borring samt Mandla Masangos manglende vilje til at træne, været mere meddelsomme end de fleste andre klubber ville være i samme situation?

»Vi har følt, at det var sager, vi var forpligtet til at fortælle offentligheden om. Jeg tror helt sikkert, at der rundt om i fodbold-Danmark er nogle, der ikke kan forstå den måde, vi har gjort det på. Men skal jeg have vores fans og sponsorer til at forstå, hvorfor vi gør tingene, som vi gør, er jeg nødt til at fortælle dem det. Det nytter intet, at vi siger 'ingen kommentarer', når Keller og Masango er bænket.«

»Jeg har mødt bemærkninger om, at der ikke skal gå cirkus i tingene. Hertil har jeg svaret, at det lige nøjagtig er det, der skal ske. Det skal være cirkus på den positive måde. For det trækker folk til. Hvis det, man har i manegen, er godt nok, skal folk nok komme, og så må vi leve med risikoen for, at artisten mislykkes. Men for at vinde publikum, skal vi turde tage risiko. Uden risiko er det jo røvkedeligt. Hvis det, man har i manegen er godt nok, skal folk nok komme.«

Hvorfor er du begyndt at ytre dig på Twitter?

»Hidtil har jeg forsøgt at være åben over for pressen, men jeg har ikke før nu delt mine tanker ud i cyberspace. Min overordnede plan er, at de, der ønsker at vide så meget som muligt om Randers FC, skal kunne følge med. For mig er Twitter et redskab, som kan bruges til at fortælle noget interessant,« siger Michael Gravgaard.

Randers FC indleder Superliga-foråret med en udekamp mod OB. Hertil arrangerer kronjyderne for 50 kroner en tur for fansene.

»Sidste gang vi spillede i Odense, blev vi vel bakket op af maksimalt 50 tilrejsende Randers-supportere. Denne gang forventer jeg opbakning fra op mod 300 fans. Tallet kan sagtens blive højere. Men det viser, at det betaler sig at vise vores tilhængere interesse. Så det har vi tænkt os at fortsætte med,« lyder Michael Gravgaards slutreplik.