FC Midtjylland har mandag præsenteret Kian Hansen fra Nantes som ny spiller hos de danske mestre til den kommende sæson. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

»Han er en klassespiller, der kommer fra en stor traditionsrig klub i en af de store ligaer i Europa, så da vi fik muligheden for at hente ham hjem og styrke vores forsvar yderligere, så var det oplagt set i lyset af det mål, vi har om at komme i et europæisk gruppespil,« siger FCMs sportsdirektør, Claus Steinlein.

»Kian Hansen skal bidrage med den rutine, han har fået i Frankrig. Han er omkring landsholdet og har spillet europæisk gruppespil i Esbjerg, så han har efterhånden meget erfaring i en ung alder. Han skal give os ro og stabilitet og være med til, at vi som klub tager næste step,« tilføjer Claus Steinlein.

Parterne oplyser ikke overgangssummen, men ifølge forlydenderne er den på 11 millioner kr.

Kian Hansen kom til Nantes inden denne sæson fra Esbjerg, og han glæder sig til at prøve kræfter med Superligaen igen.

»Det er et spændende projekt, der er i gang. FCM har vundet mesterskabet og er i gang med at bygge noget fantastisk op. Det var da de allerede, da jeg selv var i Danmark, og når man får muligheden for at kombinere familie og at spille på højt niveau i Danmark, er det svært at sige nej,« siger Kian Hansen og tilføjer:.

»Jeg kommer hjem med en forventning om, at det er en klub, der skal spille med i top to og spille med i Europa. Vi skal selvfølgelig stile efter Champions League.«

Kian Hansen får spilletrøje nummer 2 i FC Midtjylland.