Målt på resultater er Brendan Rodgers den dårligste Liverpool-træner i 56 år, og med søndagens FA Cup-nederlag spår engelske medier store udskiftninger i sommerens transfervindue.

Ikke siden Phil Taylor blev manager i 1956, er en manager i Liverpool lykkedes så dårligt med resultaterne i de første tre sæsoner. Da Aston Villa i søndags sendte Liverpool ud af FA Cup'en, missede de samtidigt chancen for at vinde et trofæ - noget Brendan Rodgers altså ikke har formået i sine første tre år på manager-posten.

I de engelske medier spekuleres der meget i Liverpools fremtid, og ifølge aviserne Daily Mirror og Daily Mail trækker det op til et meget aktivt transfervindue for den titel-tørstige klub.

Op til ti spillere kan risikere at forlade klubben til sommer, heriblandt Steven Gerrard, der allerede har skrevet kontrakt med MLS-klubben LA Galaxy. Han kan få selskab af Kolo Touré, Glen Johnson, Martin Skrtel, Javi Manquillo, Mario Balotelli, Fabio Borini, Rickie Lambert, Brad Jones og ikke mindst Raheem Sterling, der tøver med at acceptere Liverpools kontraktudspil.

Det efterlader selvsagt et stort tomrum på holdet, og det forventes, at der skal hentes adskillige erstatninger i det kommende transfervindue. Avisen, The Mirror, nævner PSVs Memphis Depay, Sporting Lissabons William Carvalho, Manchester Citys James Milner samt Burnleys Danny Ings som mulige emner.