Det er efterhånden 10 år siden, at Morten ’Duncan’ Rasmussen senest fik de hvi’e fans til at juble i Aarhus.

Nu kan et comeback være nært forestående. I hvert fald skriver Århus Stiftstidende, at angriberen skulle være tæt på et skifte fra FC Midtjylland til AGF.

Avisen skriver, at der har været forhandlinger mellem parterne længe, men at en kontrakt vil blive underskrevet ’i starten af næste uge’.

BT har været i kontakt med AGFs sportschef, Jens Andersson, men han har ingen kommentaren til historien. Fra Morten ’Duncan’ Rasmussens mellemmand, Ivan Marko Benes, lyder samme besked til BT.

Til Århus Stiftstidende siger AGF-træner Glen Riddersholm: »Hvilke spillere vi eventuelt er i kontakt med, holder vi for os selv,« lyder det fra træneren, der står foran sin første halvsæson med klubben.

Glen Riddersholm var i FCM chef for netop Morten ’Duncan’ Rasmussen, inden mestertræneren stoppede efter guldet i sommeren 2015.

Det er ikke mere end godt en uge siden, at den græske klub FC Platanias fortalte til BT, at man var i forhandlinger med FCM-angriberen.

I denne ombæring skulle en kinesisk klub ifølge Aarhus Stiftstidende i sidste øjeblik angiveligt have meldt sin interesse.

30-årige Morten ’Duncan’ Rasmussen har i denne sæson kun scoret fire mål i sine 16 kampe for FCM – og foruden konkurrencen fra især Martin Pusic, ligner den tjekkiske landsholdsspiller Václav Kadlec en stærk kandidat til en plads i mesterholdets angreb i foråret. Han har netop suppleret FCM-truppen.

Inden Morten ’Duncan’ Rasmussen i januar 2006 forlod AGF til fordel for Brøndby havde han scoret 29 superligamål over fire en halv sæsoner for Aarhus-klubben.