Esbjerg er angiveligt klar på at hente Hobros cheftræner Jonas Dal til klubben.

Der kan snart være en afklaring på vej i forhold til det ledige trænersæde i Esbjerg, som har været ubesat, siden klubben fyrede den tidligere træner Niels Frederiksen i sæsonens begyndelse.

Ifølge TV3 SPORT har Esbjerg således udset sig Hobros cheftræner Jonas Dal, som manden, der skal overtage, og skal det ske nu, kræver det, at klubben køber ham fri af kontrakten med Superligaens bundhold.

Hos Hobro afviser sportschef Jens Hammer at kommentere på TV3 SPORT's oplysninger.

»Jeg ønsker ikke at kommentere dine oplysninger, men overordnet kan jeg sige, at vi mærker stor interesse for de spillere, der gør det godt, men også for vores træner,« siger han.

Jens Hammer vil heller ikke sige, om der har været kontakt mellem parterne.

»Det ønsker jeg hverken at be- eller afkræfte. Vi har kontrakt med Jonas frem til sommeren 2016, og den både tror og håber jeg kan fuldføres.«