Emre Mor skifter ifølge den tyske avis Bild til storklubben Borussia Dortmund for 7,5 millioner kroner.

Det store udland har i den grad fået øjnene op for FC Nordsjællands supertalent Emre Mor.

For nylig interviewede den officielle EM-side Emre Mor og spurgte, om han er den nye Lionel Messi, og nu er tyskerne tilsyneladende også begyndt at kigge mod danskeren med de tyrkiske rødder.

Den tyske avis Bild mener i hvert fald at vide, at det er så godt som sikkert, at Emre Mor rykker til storklubben Dortmund, som for det meste altid hører til i toppen af Bundesligaen. I den afsluttede sæson endte tyskerne nummer to, 10 point efter de suveræne mestre fra Bayern München.

Tyskerne betaler FC Nordsjælland en million euro, og der kan komme flere penge ind på bankbogen i Farum, hvis Emre Mor præsterer i Ruhr-distriktet.

Ifølge Mors mellemmand, Muzzi Özcan, skal skriverierne tages for andet end værende den fuldbyrdede sandhed.

På sin Twitter-profil kalder han mediespekulationerne for »fabrikerede«.

Tidligere har den tyrkiske storklub Besiktas budt på Emre Mor, der er med i bruttotruppen på det tyrkiske landshold, som til sommer deltager i EM-slutrunden.

Mor har kontrakt med FC Nordsjælland.