Politiken - som via whistleblowerorganisationen Football Leaks har gennemgået adskillige dokumenter fra fodboldens verden - giver et indblik i nogle af de mere spøjse klausuler i fodboldspillernes kontrakter. Her er Daniel Agger iblandt.

For da Agger vendte hjem til Brøndby fra Liverpool i 2014 under stor mediebevågenhed, fik han udover sin månedlig hyre som en af de bedst betalte i Superligaen, også indskrevet en eksponering af sin kloakvirksomhed Kloagger i kontrakten.

»Spilleren vil få 8 pladser i Roma Loungen stillet til rådighed i kontraktperioden. Spilleren vil få stillet 215 meter LED-bander til rådighed med 8 visninger á 27 sekunder i hver af Brøndby IF's hjemmekampe i perioden 1. januar 2015 - 30. juni 2016,« stod der i kontrakten ifølge Politiken.

Men Agger er langt fra den eneste fodboldspiller med en iøjnefaldende klausul i kontrakten.

Tag for eksempel den tidligere Liverpool-angriber Mario Balotelli med det blakkede ry. Liverpool tilføjede nogle klækkelige bonusser til kontrakten, hvis italieneren kunne opføre sig ordentlig.



God opførsel over en hel sæson ville kaste 1 million pund (8-9 millioner kroner, red.) af sig, og hvis han ikke blev udvist mere end tre gange for »voldelig adfærd, spytten efter en modstander eller en hvilken som helst anden person, brug af stødende, fornærmende eller krænkende sprog (…)«, så ville han også modtage  1 million pund (8-9 millioner kroner, red.).

Den nuværende hollandske FC Midtjylland-stjerne Rafael van der Vaart fik et meget specifikt påbud skrevet ind i sin kontrakt hos spanske Real Betis. Her var det helt forbudt at bære fodtøj i rødt eller delvist rødt grundet den intense rivalisering med Sevilla, der netop spiller i rødt.

Daniel Agger stoppede karrieren denne sommer i en alder af 31 år.