FC Midtjyllands unge profil Pione Sisto blev matchafgørende mod FC Nordsjælland med begge mål i 2-0-sejren.

Den 19-årige sudanskfødte kantspiller, som næsten har boet i Danmark hele sit liv, er samtidig tæt på at få dansk statsborgerskab, og han håber, at U21-landstræner Jess Thorup så med, da FC Midtjylland besejrede FC Nordsjælland.

- Det vil ikke være så galt. Det var en af de bedre kampe i dag, og jo, det ville være rigtig fint, hvis han så med i dag. Jeg vil gerne med U21-landsholdet, og jeg håber, at de synes, jeg er god nok til det, sagde han til TV3 Sport1.

- Nu gør vi det godt som hold, og det gør det også nemmere for mig som individualist ved at komme til det, jeg gerne vil, og det er selvfølgelig dejligt, at holdet gør det, tilføjede han.

Selv om Pione Sisto var kampafgørende i fredagens sejr over FC Nordsjælland og viste gode takter, pointerer FC Midtjyllands cheftræner, Glen Riddersholm, at der på det seneste ellers har været tegn på det modsatte.

- Han har haft et lille formdyk på det sidste, det er der måske ikke mange, som har lagt mærke til på det sidste, men vi har haft nogle gode snakke hjemme i Ikast. Når man er sammen med mennesker, ser man, om der er antræk til noget. Han er et ungt menneske, og der har været meget fokus på ham, sagde Glen Riddersholm i TV3 Sport1s studie og fortsatte:

- Han er så nidkær omkring sin udvikling, og hvis man nogle gange kun har fokus på at blive bedre og bedre, glemmer man en gang imellem at stoppe op og give sig selv roen og tiden til at fordøje de indtryk, man har haft, men i særdeles også at få ro på kroppen, så man får fysisk overskud, fordi vi spiller på en forholdsvis krævende måde. Det har vi haft et par snakke om, og i dag er det en fornøjelse at se, at han finder den rigtige balance.

- Han stjæler overskrifterne med sine mål, men det, jeg er allermest tilfreds med, er, at vi ser en kantspiller, som arbejder stenhårdt lige fra første fløjt.