KØB PLUS!

Martin J: Min motivation er i top

Den 36-årige fodboldlandsholdsspiller, Martin Jørgensen, har forlænget sin kontrakt med AGF frem til sommeren 2013

Evighedsmaskinen« Martin Jørgensen snupper mindst én sæson mere i AGF-trøjen.

Som tilfældet var på den aarhusianske Superliga-klubs træningslejr til Tyrkiet i fjor, har sportschef Brian Steen Nielsen benyttet denne uges ophold under sydlige himmelstrøg til at nå til enighed om en forlængelse af samarbejdet med den 36-årige midtbanespiller.

- Min motivation til at spille fodbold på højeste plan er intakt. Så hvorfor skal jeg stoppe? spørger Martin Jørgensen.

Sporten.dk fanger ham på telefonen i Tyrkiet, og hans humør er i top.

- Endnu har jeg ikke besluttet, hvornår jeg indstiller karrieren. Men fortsætter jeg med at spille lige så godt som jeg gjorde i efteråret, vil jeg ikke afvise, at jeg stadig er med efter næste sæson, siger Martin Jørgensen.

Så sent som i november var han på landsholdet med til at besejre Finland 2-1.

- I min alder ved man aldrig, hvornår det er slut. Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg drømmer om at komme med til EM til sommer, siger Martin Jørgensen, der forklarer årsagen til, at han stadig er fit-for-fight således:

- Min krop har haft godt af, at komme hjem til dansk fodbold. Her er det sportslige niveau ikke så højt som dengang jeg spillede i Italien. Det har betydet, at kroppen det seneste halvandet år er blevet belastet fem procent mindre.

Sportschef Brian Steen Nielsen er begejstret over forlængelsen.

- Man får bare hele pakken med Martin på holdet. Fodboldmæssigt holder han stadig et højt niveau, og han viste i efteråret, at han er Superligaens bedste midtbanespiller. Og næsten endnu mere vigtigt er hans rolle som kulturbærer. I forhold til den udvikling, vi er i gang med, har hans store rutine og menneskelige kvaliteter uvurderlig betydning, siger Brian Steen Nielsen.

På træningslejren i Tyrkiet vandt AGF forleden 3-1 over Haugesund. Inden Superligaen om 14 dage genoptages efter vinterpausen, tester AGF formen mod ukrainske Illychivets mandag og mod Viborg lørdag.

Læs også: