Sidste sæsons topscorer i Superligaen, Lukas Spalvis, er blevet langtidsskadet i sin nye klub, Sporting.

Det skriver den portugisiske klub på sin hjemmeside.

»Den litauiske angriber Lukas Spalvis har skadet det forreste korsbånd og menisken på sit højre knæ. Spilleren vil blive opereret og den forventede skadeslængde er omkring seks måneder,« skriver klubben.

Det er velsagtens den værst tænkelige start for den 21-årige angriber, der blev solgt til Sporting i februar fra AaB, men først flyttede klub efter sæsonen sluttede.

Spalvis blev topscorer i Superligaen i sidste sæson med 18 mål for nordjyderne, men Spalvis' sidste tid i Danmark blev ikke noget at juble over.

Kun fire mål i foråret og en skalle på Emil Lyng, der kostede en udvisning i maj måned, står som den mest ærgerlige periode i Spalvis' ellers flotte karriere i for AaB.

Dermed går Spalvis også glip af en række europæiske kampe. Sportings andenplads i sidste sæson har nemlig givet dem direkte adgang til Champions League-gruppespillet.