KØB PLUS!

Makienok sikrede Brøndby-sejr i bundbrag

Simon Makienok Christoffersen sikrede vital Brøndby-sejr i overtiden i bundbraget mod Silkeborg

Auri Skarbalius lignede det næste offer for Brøndbys gigantkrise, da Silkeborg styrede mod sejr i Superligaens absolutte bundbrag. 

Men på tolv minutter vendte kampen fuldstændig, og da dommer Kenn Hansen fløjtede kampen af var det pludselig Silkeborg-træner Keld Bordinggaard, der nu er i alvorlig fare for at få udstedt en fyreseddel inden for de næste 24 timer.

Den helt store Brøndby-helt, der sikrede klubbens første Superliga-sejr siden tredje runde, Simon Makienok Christoffersen udlignede først med knap ti minutter tilbage af kampen og i den dybe overtid sendte han et Dennis Rommedahl-indlæg ind bag Lasse Heinze.

Et vanvittigt Brøndby-comeback i en kamp, hvor de længe lignede et krisehold og fortjente placeringen som bundprop i Superligaen. Med 2-1 sejren sender Brøndby derimod Silkeborg ned på sidstepladsen, og kom bare to point efter Esbjerg over stregen, der dog der mandag aften spiller mod FCM

Simon Makienok Christoffersen lignede ellers slet ingen målhelt, for han var faktisk vraget til startopstillingen og blev først indskiftet i pausen i stedet for en svag Oke Akpoveta.

Henrik Tømrer Pedersens 1-0 scoring efter 19 minutter knækkede selvtilliden hos Brøndby-holdet, der i resten af første halvleg var uden hoved og hale i opspillet.

Men indskiftningen af Makienok ændrede Brøndbys bid i offensiven.

Brøndby fik i anden halvleg etableret et pres og skabte adskillige chancer, men både held og Silkeborg-målmand Lasse Heinze holdt Silkeborg-føringen. Men netop som Silkeborg begyndte at få rykket presset ned i den anden ende og havde flere muligheder til at lukke kampen, så slog Brøndby til og udlignede, da Makienok opfangede en returbold i feltet.

Derfra var begge hold mest indstillet på at holde det ene point frem til slutfløjt, men så dukkede Makienok op og sendte Brøndby og deres mange fans i ekstase. Derimod har Keld Bordinggaard al mulig grund til at være nervøs for sit job.

Læs også: