Et meget langt forhold til AaB stopper til sommer for sportsdirektør Lynge Jakobsen. Det oplyser klubben i en fondsbørsmeddelelse

AaB-direktør Lynge Jakobsen har meddelt, at han stopper som sportsdirektør den 30. juni 2013. Det oplyser klubben i en fondsbørsmeddelelse.

- Lynge har meddelt os sin beslutning, som vi har måttet konstatere ikke står til at ændre, lyder det fra AaBs bestyrelsesformand Finn V. Nielsen.

- Hvad Lynge har betydet og betyder for AaB er selvfølgelig enormt, men vi respekterer hans beslutning om at stoppe efter 17 år som uvurderlig frontfigur i AaB, siger Finn V. Nielsen.

- Både økonomisk og sportsligt ser det efter to-tre meget svære år bedre ud end længe, og det varmer selvfølgelig mit AaB-hjerte. Lige præcis derfor har jeg efter grundige overvejelser vurderet, at tidspunktet var det rigtige, og jeg har det godt i maven med beslutningen, siger Lynge Jakobsen i en pressemeddelelse

Lynge Jakobsen var som sportsdirektør var med til at sikre DM-guld til AaB i både 2008 og 1999.

Klubben meddeler samtidig, at man har forlænget med cheftræner Kent Nielsen.