Jakob Ankersen spillede en hovedrolle med sine tre mål, da Esbjerg besejrede Hobro med 4-2 i Superligaen lørdag aften.

Det blev en underholdende affære lørdag aften, da Hobro lagde vejen forbi Esbjerg. Kampen bølgede frem og tilbage, og det blev udeholdet fra Hobro, der kunne juble først.

Lige inden pausen gav Martin Thomsen prøver på sin evner til at sparke frispark, da han lagde bolden elegant over muren og ind i kassen.

Men Hobros træner Jonas Dal havde dårligt nok fået armene ned ude på sidelinjen, før Jakob Ankersen bragede vestjyderne tilbage i kampen. Og 'bragede' det gjorde Jonas Knudsen også kort inde i anden halvleg, da han bød ind med sit bud på årets mål i Superligaen.

Til venstre uden for feltet fik Jonas Knudsen bolden og i stedet for at slå indlægget, valgte han i stedet at hamre bolden op i det nærmeste hjørne uden nogen chance for Jesper Rask i Hobro-målet.

Hobro har dog Superligaens topscorer i form af Mads Hvilsom, og han viste sit angriberinstinkt efter en times tid, da han udlignede til 2-2 på en løs bold bagerst i feltet. Dermed er han oppe på ni mål indtil videre i sæsonen.

Men der blev ikke meget tid til at nyde det mål. Allerede få minutter efter var der straffespark i den anden ende, og det omsatte Jakob Ankersen sikkert.

Han var dog slet ikke færdig, og i dommerens overtid fik hans farlige fødder fat i en tilfældig bold, som han satte i kassen og sikrede sig dermed sit hattrick.

Med sejren tager Esbjerg et vigtigt skridt væk fra bunden, mens Hobro stadig ligger i midten af tabellen efter deres imponerende start på Superligaen.