Brøndby har sikret sig en yderst attraktiv modstander til deres sidste testkamp, før Superligaen atter skydes i gang.

Denne modstander hedder Liverpool FC, og Brøndby-fans kan glæde sig til at få Suarez og co. på besøg den 16. juli kl. 18. Sportsdirektør Per Rud er naturligvis begejstret for muligheden for at prøve mandskabet af mod en modstander af tungeste kaliber.

- Vi ser frem til at byde Liverpool FC velkommen til Brøndby. Liverpool FC er en af verdens største og mest populære klubber, og vi håber, at rigtig mange af Brøndby IF's fans - samt Liverpool-fans i Danmark og resten af Skandinavien - vil tage del i denne unikke oplevelse på Brøndby Stadion, udtaler Rud til Brøndbys hjemmeside.

 Kampen vil markere Brøndbys 50 års jubilæum, men ifølge Liverpools pressechef Billy Hogan har kampen også høj prioritet hos dem.

- Liverpool FC har en stor tilhængerskare i Skandinavien og særligt i Danmark. Så det er rigtig spændende for os at få muligheden for at bringe klubben tættere på vores fans via denne venskabskamp mod det største hold i landet. 

Om Daniel Agger vil være at finde i Liverpools trup til den tid er endnu uvist. Danskeren, som i sin tid kom til Beatles-byen fra netop Brøndby, har ikke set meget spilletid i denne sæson og kan være på vej væk.