Både Brøndby og FCK havde i løbet af kampen øjne på sejren, men pointene blev delt mellem de to tophold. Et okay resultat, mener spillere fra begge hold.

​FCK kom foran i en første halvleg, hvor hjemmeholdet fra Brøndby IF først kom med i kampen mod slutningen af halvlegen. Det tog de med sig ind i anden halvleg, hvor de både fik udlignet og havde chancer til mere.

Set over hele kampen var det uafgjorte resultat ikke helt ved siden af. Det lader det i hvert fald også til på begge holds spillere efter kampen.

»Fed kulisse. Det var en skidt første halvleg for os. Vi er meget bedre i anden halvleg. Det var en tæt kamp, som det altid er. Jeg synes, vi får lagt et fint tryk til sidst. Når man kommer bagud og spiller en skidt første halvleg, så er det fint at rejse sig. Det er lidt en blandet følelse,« sagde Brøndby-målmand Frederik Rønnow til TV3 Sport.

»Det var en lige kamp. Det var ikke fordi, vi havde fortjent sejren, men vi laver mange fejl. De er gode i slutningen af første halvleg, men ellers føler jeg, vi har styr på det i andet halvleg, på nær til sidst. Fysisk var det på et rigtig højt niveau i dag, de her kampe er altid gode. Teknisk fra vores side var det ikke godt. 1-1 er OK, ligesom Rønnow sagde,« sagde FCK-anfører Thomas Delaney til TV3 Sport.

»Jeg synes, vi får vist i anden halvleg, hvordan vi skal spille sådan et derby. Det blev meget bedre i anden halvelg, hvor vi har muligheder og chancer. Jeg synes, det var tæt på. 1-1 er okay, når vi ikke var med i første halvleg,« sagde Frederik Holst til TV3 Sport.