Michael Laudrup havde fire år som træner i Brøndby, men det behøver ikke være sidste gang, fodboldikonet har siddet på klubbens trænerbænk.

Michael Laudrup kan træner i Brøndby igen.

Det siger hans agent og rådgiver, Bayram Tutumlu.

- Lad os nu se. Lige nu er tiden den rigtige for Michael til at prøve kræfter med de helt store ligaer, men på et tidspunkt, hvis han gerne vil tilbage til Danmark, så vil Brøndby være oplagt. Det er den klub, han føler for i Danmark.

For ifølge Bayram Tutumlu så følger Michael Laudrup stadig sin gamle klub tæt.

- Michael er en pæn og ordentlig mand, der aldrig vil tale om den slags, men jeg ved, han lider med Brøndby. Det gør ham meget ondt at se, hvor dårligt det står til med Brøndby, det ved jeg, siger Bayram Tutumlu.

- Det gør ondt på alle os, der har arbejdet med Brøndby. Lige siden Michael stoppede som træner i Brøndby, er det gået ned ad bakke.

- FC København er nu det dominerende hold. Dengang Brøndby havde Michael som træner, der ringede Flemming Østergaard (daværende bestyrelsesformand i FCK, red.) til mig og bad mig få Michael til udlandet, fordi Michael var bad for business i FC København.