Den danske landsholdsspiller og FC København kan ikke enes om en ny kontrakt, og derfor forlader han klubben til sommer.

Det første tegn på, at Lars Jacobsens tid i FCK lakkede mod enden kom, da træner Ståle Solbakken bænkede højre backen i topkampen mod FC Midtjylland i forrige spillerunde og erstattede ham med unge Christoffer Remmer.

Umiddelbart efter kom det frem, at Lars Jacobsen og FCK var kørt fast i forhandlingerne om en forlængelse af hans kontrakt, der udløber til sommer.

Uenighederne mellem parterne er så store, at Lars Jacobsen og FCK helt har opgivet at nå til enighed. Og dermed forlader Lars Jacobsen klubben efter denne sæson.

- Vi kunne ikke blive enige om betingelserne for at fortsætte samarbejdet, og sådan er det nu engang. Når det er tilfældet, så er det vigtigt at nå den afklaring, så to parter, der kun har gode oplevelser sammen, kan komme bedst muligt videre og finde ud af, hvad de hver især skal uden hinanden, siger Lars Jacobsen om bruddet i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Det her ændrer ikke på, at jeg har haft to gode perioder i FC København med blandt andet fire mesterskaber og to pokaltitler. Og jeg kan stå inde for, at jeg i min sidste tid i klubben ikke kommer til at ændre min indstilling til at gøre mit arbejde og være en del af klubben og holdet. Jeg vil slutte ordentligt af.

Træner Ståle Solbakken, der de seneste to Superliga-kampe har sendt Lars Jacobsen på bænken, respekterer den 34-årige landsholdspillers beslutning om at sige stop i FCK.

- Jeg har, i begge mine perioder i klubben, hele tiden været glad for at arbejde med Lars, og selvom konkurrencen på pladsen er skærpet nu, var muligheden for en fortsættelse til stede. Men jeg har samtidig stor respekt for det valg, Lars og vi har truffet, og nu handler det om, at Lars som anfører for FC København får den bedst mulige afsked i klubben, siger Ståle Solbakken.