Yussuf Poulsen er et varmt emne i flere Bundesliga-klubber, så RB Leipzig kræver en skyhøj pris for at skræmme bejlerne

Det vakte opsigt, da Yussuf Poulsen i sommeren 2013 fravalgte etablerede, europæiske topklubber og skiftede fra Lyngby til den tredjebedste række i Tyskland.

I dag kan ingen modsige fornuften i det usædvanlige skifte. 20-årige Yussuf Poulsen er fast mand hos RB Leipzig, der efter oprykning til 2. Bundesliga er med helt fremme i oprykningskampen til Bundesligaen, og i efteråret har han fået debut og spilletid i tre landskampe, heraf to EM-kvalifikationskampe.

Opmærksomheden omkring Yussuf Poulsen er stor i Tyskland. I weekenden kaldte 1860 Münchens respekterede træner, Friedhelm Funkel, den danske diamant for en af de bedste spillere i 2. Bundesligaen. Og det var endda, inden Poulsen nettede for sit hold mod St. Pauli.

- Jeg er virkelig imponeret af Yussuf Poulsen fra RB Leipzig. Han er godt på vej mod Bundesligaen, og ja, han kan sagtens nå videre end det, sagde Funkel i et interview med Bundesligaens egen hjemmeside.

Ifølge BTs oplysninger har flere Bundesliga-klubber ytret interesse for den lynhurtige offensiv-spiller.

Klubber som Bayer Leverkusen, Stuttgart og Schalke 04 er blandt dem, der har konkret interesse i Yussuf Poulsen, men RB Leipzig med mastodonten Red Bull i ryggen som ejere har ikke tænkt sig at slippe den danske guldklump. Han koster mindst 75 mio. kr., og det ser Yussuf Poulsen blot selv som et skulderklap.

- Det viser, at klubben ser mig som en vigtig spiller. De vil helst ikke have, at jeg løber nogen steder. Det er klart, at når man præsterer godt og kommer på landsholdet, så følger der også interesse. Og så har de sat en pris, der nok kan skræmme de fleste væk, siger Yussuf Poulsen til BT.

Der er hård kamp om topplaceringerne i 2. Bundesliga, og det er slet ikke sikkert, at klubben kommer i det fineste selskab i næste sæson.

Men det vil i så fald ikke få Yussuf Poulsen til at søge desperat efter en ny klub:

- Der har fra min side været en klar plan med det her skifte, og jeg synes, at tingene går som planlagt. Klubben har meddelt, at vi godt kan tåle en mellemsæson, og jeg har masser af tålmodighed med projektet. Jeg har det rigtig godt i klubben, der har samme faciliteter som de fleste Bundesliga-klubber, fordi Red Bull har investeret mange penge i klubben.

Skulle der komme et bud allerede i januar eller til sommer, som matcher klubbens priskrav, er det slet ikke sikkert, at Yussuf Poulsen er til at tvinge væk.

- Jeg sagde jo med vilje nej til større klubber, da jeg skiftede fra Lyngby. Jeg vil ikke spille på reserveholdet i en storklub for at kunne sige, at jeg spiller i en storklub. Jeg vil spille på førsteholdet, og med Leipzig kan jeg inden for få år være stamspiller i en Bundesliga-klub. Man skal aldrig sige aldrig, men jeg har svært ved at se, hvad der kan rykke mig væk, siger Yussuf Poulsen.