Krisen kradser i AaB.

For en måned siden lå den nordjyske Superliga-klub til at skulle deltage i mesterskabsslutspillet, men efter en række dårlige resultater, der kulminerede mandag aften med øretæven på 0-4 i Aarhus mod AGF, risikerer man i stedet at skulle spille playoff-kampe om at undgå nedrykning.

»Jeg vil ikke sige, at jeg er sindssygt overrasket over, at det er gået, som det er. Vi skilte os i fjor af med dygtige spillere som Lukas Spalvis, Nicolaj Thomsen og Kenneth Emil Petersen. Det gør man altså ikke bare sådan lige. Vi er derfor startet forfra og det tager tid,« siger midtbaneveteranen Kasper Risgård, der mod AGF i skadesramte Rasmus Würtz’ fravær bar anførerbindet.

»Præstationen mod AGF var ikke acceptabel og stærkt bekymrende. Det var en flok aalborgensiske drenge mod aarhusianske mænd. AGF pressede os højt, og det kunne vi ikke modstå. Derfor blev det en kamp, hvor vi ikke fik sparket i bagrum, men i stedet til dueller. Når man kigger på vores hold, er det ikke dér, vi er stærkest,« siger Kasper Risgård og tilføjer:

»Det kan blive alvorligt dette her. Det har vi vidst i nogen tid, og det kan vi ikke lukke øjnene for. Vores sæson har ikke været den bedste. Det har været hakkende. Især på udebane har vi haft store problemer. Jeg ved ikke hvorfor. Efter min mening vil det være unfair at stikke efter de trænere, vi har haft (fyrede Lars Søndergaard og afløseren Morten Wieghorst, red.). Men som det ser ud lige nu, er vi ikke bedre end de andre hold, der kæmper for at undgå nedrykning fra Superligaen. Det må og skal vi indse. Jeg er rystet, og det skal man også være, når man lige har tabt en kamp til bundholdet med fire overskydende mål.«

 
AGFs kritikere forstummede en smule da AGF storsejrede over AaB med hele 4-0!
Vis mere

AaBs sportsdirektør Allan Gaarde giver Kasper Risgård ret.

»Før sæsonen vidste vi godt, at den kunne blive udfordrende for os, og i det øjeblik vi efter nederlaget mod Viborg i grundspillets sidste kamp konstaterede, at deltagelse i mesterskabsspillet glippede, var vi udmærket klar over, at nedrykning var en risiko, vi måtte forholde os til. Men det er klart, at vi havde håbet på noget andet. Det er indiskutabelt, at vores sæson har været hård, men jeg har set højdepunkter undervejs, set spillere udvikle sig og vi har også rykket os som klub. På den korte bane er det dog svært at tage de briller på, når man lige har tabt 0-4 til AGF,« erkender Allan Gaarde, der ikke ønsker at gå ind i problematikken om, hvilke AaB’ere offentligheden kan tillade sig at pege fingre ad.

»Det er ikke noget, jeg går op i. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi kommer styrket ud af dette her. Der er altid ting, man ville lave om på, hvis det var muligt. Det er også derfor, det er så fedt og fascinerende at arbejde i et job som mit. Der er jo ikke én opskrift på, hvordan man får tingene til at fungere optimalt,« siger Allan Gaarde, der kalder mandagens nederlag mod AGF for ’skuffende’.

»Det er bekymrende, at vi ikke præsterede bedre end vi gjorde. Jeg ved ikke, om vi har et udebanekompleks. Men det kan ikke benægtes, at vi på fremmed græs er et helt andet hold end hjemme i Aalborg. Vi betaler i øjeblikket nogle lærepenge, og forhåbentlig bliver de ikke for dyre,« siger Allan Gaarde.

AaBs sportschef Allan Gaarde (tv.), der her ses sammen med den tidligere sportschef i klubben, Lynge Jakobsen
AaBs sportschef Allan Gaarde (tv.), der her ses sammen med den tidligere sportschef i klubben, Lynge Jakobsen Foto: Henning Bagger
Vis mere

AaB’s administrerende direktør, Stephan Schors, overværede fra tilskuerpladserne på Ceres Park i Aarhus mandagens kamp.

»Jeg er ærgerlig over resultatet. Det kan alle se, at der er grund til være,« siger Stephan Schors, der i samme åndedrag fastslår, at man i AaB ikke har gjort sig mange tanker om, hvilke konsekvenser en eventuel degradering til dansk fodbolds næstbedste række kan få.

»Det er ikke sådan, at vi i tilfælde af nedrykning har en »Plan B« liggende i skuffen. Vi har et økonomisk grundlag, der gør, at vi har en masse at stå imod med. Så økonomisk er der på den baggrund ingen fare, selvom det naturligvis vil være et slag for os, hvis det kommer dertil,« siger Stephan Schors, der dog erkender, at en justering af forventningerne til det kommende regnskab er mulig.

»Vi havde med udgangen af i fjor en egenkapital på lidt over 100 mio. kroner og har efter forårssalget af Christian Bassogog (til den kinesiske klub Henan Jianye FC, red.) skrevet i Fondsbørsmeddelelse, at vi i indeværende regnskabsår forventer et overskud i niveauet 15 mio. kroner. Uden at det er noget, vi har regnet på, tror jeg, at en nedjustering vil være konsekvensen, hvis vi rykker ned.

»Økonomisk er vores situation ikke bekymrende. Det har i efterhånden lang tid i AaB været planen, at skabe et så solidt økonomisk fundament, at hvis vi skulle rykke ned, så har vi noget at stå imod med. Og det har vi til fulde,« siger Stephan Schors, der fastslår, at han både tror og håber, at AaB også i næste sæson spiller i Superligaen.

»Vi regner ikke med at rykke ned. Der er to kampe tilbage i kvalifikationsspillet (mod Viborg FF og Silkeborg IF, red.). Her går vi naturligvis efter selv at afgøre det,« lyder hans slutreplik.