Superligaen er kun nået til sin anden runde, men allerede nu må nedrykningsalarmen lyde ud over Odense og omegn. OB fulgte op på det pinlige åbningsnderlag mod Hobro med at tabe 1-3 til FC Vestsjælland i Slagelse. Og så slap fynboerne endda billigt.

Regner man kampene fra sidste sæson med, er OB nu oppe på fire nederlag i træk, og spørgsmålet må være, om sædet under cheftræner Troels Bech ikke er begyndt at stige heftigt i grader celcius.

Pilen peger selvfølgelig også på sportschef Jesper Hansen, der har spillet højt spil og tøvet med at hente de nødvendige forstærkninger ind i kølvandet på Bashkim Kadrii-salget.

Intet fungerede for fynboerne. Efter ni minutters spil kom konsekvensen af stor FC Vestsjælland-dominans, og Rasmus Festersen kunne glide Anders Dues flade indlæg i mål.

Et kvarter senere sparkede OB's islandske anfører, Ari Skulason, på pudsig og klodset vis bolden ind bag Mads Toppel. Og så var værterne på 2-0.

Resten af halvlegen var ét langt vestsjællandsk stormløb, og det havde ikke været ufortjent, hvis hjemmeholdet havde ført med et par mål mere ved pausen. Den fynske defensiv sejlede, og offensivt var OB usynlige. Det hjalp heller ikke, at en opkastende Rasmus Falk måtte udgå midtvejs i halvlegen.

Pauseeffekten blev lynhurtigt pumpet ud af OB'erne, da Marc Rochester fem minutter inde i anden halvleg helflugtede 3-0 i mål. Og chancerne blev ved med at vælte ind til hjemmeholdet.

Der kom et svagt fynsk håb midt elendigheden, da Emil Larsen med 25 minutter igen fulgte op på sin egen afslutning og reducerede til 3-1. Og selv om OB efterfølgende fik en smule bedre fat i kampen, lignede det mere en tidlig vestsjællandsk fyraften end et regulært pres fra odenseanerne.

Det endte 3-1, og fynske fans skal håbe på mirakler i Ådalen inden næste uges hjemmekamp mod mestrene fra AaB.