Rigmanden Thomas Rasmussen og hans partnere Allan Kamper samt Casper Hvidbjerg vil alligevel ikke indgå i en økonomisk redning af Brøndby.

Skal Superliga-klubben Brøndby IF klare sig fri af den truende konkurs, bliver det uden hjælp fra rigmanden Thomas Rasmussen og partnerne Allan Kamper samt Casper Hvidbjerg.

Det fortæller trioen i en pressemeddelse.

- Det er med beklagelse at måtte meddele, at vi trækker os som mulige investorer i Brøndby IF, men vi ønsker ikke at stå model til den hetz som pressen udviser. Der vil derfor ikke blive investeret i yderligere spillere i Brøndby eller nogen anden klub i Danmark, og vi vil derfor ikke indgå i en redningsplan for Brøndby,  skriver Thomas Rasmussen & co.

Tidligere har Thomas Rasmussen indgået et såkaldt player-sponsorat af angriberen Simon Makienok. Men dette vil ifølge pressemeddelelsen blive afviklet hurtigst muligt.

Over for bold.dk forklarer Thomas Rasmussen beslutningen med, at man føler sig udsat for medie-hetz.

- Ekstra Bladet og BT er super-usaglige, så der kommer ikke mere herfra. Det er bare at ønske klubben held og lykke, det her er endegyldigt for os. Det kan man selvfølgelig synes er ærgerligt, hvis man vil prøve at redde dansk fodbold, men dem som forsøger på det, skal bare jordes. Det gider vi ikke, citeres han for at sige til det danske internetmedie.

Thomas Rasmussen ønskede at investere mange penge i redningen af Brøndby.

- Jeg ville med glæde have kastet både 20 og 30 mio. kroner i Brøndby. Men det er ikke det samme, som at man gider blive svinet til for at gøre det, siger han videre.