Det blev kun til et kort FC København-bekendtskab for Peter Wettergren.

Ifølge svenske Aftonbladet forlader Ståle Solbakkens assistent klubben igen til sommer. Efter kun et år klubben.

Petter Wettergren skal i stedet være assistent på det svenske landshold, hvor Janne Andersson tager over, når Erik Hamrén takker af efter EM-slutrunden.

BT er fredag til stede på FCKs træningsanlæg og har fået bekræftet historien fra Petter Wettergren:

»Det er en stor udfordring, og det er svært at sige nej til det svenske landshold. Det er dog med stort vemod, at jeg forlader FCK,« siger Petter Wettergren til BT.

Ifølge Aftonbladet bliver det gjort officielt ’inden for kort tid’.

Peter Wettergren har så i det mindste haft en særdeles succesfuld sæson i FCK, hvor det er blevet til The Double, dansk mesterskab og sejr i pokalturneringen.

I begyndelsen af maj dukkede historien om det svenske fodboldforbunds interesse for Peter Wettergren op for første gang.

Dengang afviste FCK-træner Ståle Solbakken alt om sagen.

»Vi fik en henvendelse for nogle uger siden fra det svenske fodboldforbund, der spurgte, om de kunne undersøge muligheden for at tilknytte Peter Wettergren som assisterende landstræner i Sverige. Vi har gjort opmærksom på, at Peter har lidt over to år tilbage af sin kontrakt med F.C. København, og siden har vi ikke hørt mere,« sagde nordmanden til FCK.dk.

Nu er det altså endt helt anderledes.

»Det svenske fodboldforbund har forhandlet med FCK om at løse Wettergen fra sin kontrakt, og forhandlingerne blev afsluttet for et par dage siden,« skriver Aftonbladet.

Tidligere har Peter Wettergen været scout på det svenske landshold.

Der mangler endnu tre runder af Superligaen.