Kommentator: Brøndby er i frit fald

Der er store problemer i Brøndby, mener BTs kommentator Peter Brüchmann

Jan Lockharts stop i Brøndby er et tegn på, at det slet ikke går godt i Brøndby. Det er der flere grunde til.

- Brøndby er decideret nødlidende på alle niveauer, og det er entydigt Per Bjerregaards ansvar. Og det er sekundært dem, der kunne have sagt til Bjerregaard, at tiden var moden. Det er folk som Finn Andersen, Benny Winther og amatørerne i Brøndby, for nu er Brøndby i frit fald på alle niveauer, og det er sportsligt og økonomisk. Og der er ikke noget, der umiddelbart kan lægge et sikkerhedsnet. Det eneste, der kan give et sikkerhedsnet nu er et konsortium, som det Peter Schmeichel kom med i sin tid, siger Peter Brüchmann til sporten.dk

Han mener, at der skal ske noget, hvis situationen skal ændre sig i den traditionsrige klub.

- Men det kræver, at man bliver slip. Nu er vi der henne, hvor at hvad der end er sket med Jan Lockhart, så er klubben der henne, hvor kniven ikke bare for struben, den er også begyndt at åbne såret. Det er meget meget alvorligt, men det har det været længe, siger Peter Brüchmann, der påpeger, at krisen i Brøndby også var til stede, da Michael Laudrup fejrede triumfer med klubben.

- Det var en sygdomstilstand, der startede under Laudrup, men hans store brandværdi skyggede over det. I de år tjente Brøndby kassen, men allerede der var patienten begyndt at blive syg, vurderer Peter Brüchmann.

Jan Lockhart kom til Brøndby i marts 2011 fra en stilling i Apollo, og han er den sjette direktør på fem år.

Læs også: