Hvor spiller Kim Aabech efter sommerferien?

Svaret blæser i den kolde danske forårsluft.

»Min AGF-kontrakt udløber jo i juni. Men som udgangspunkt vil jeg gerne blive,« sagde offensivspilleren, der først kom på banen efter pausen i den målløse kamp mod FC København.

»Det var en regntung bane, som kampen blev afviklet på. Det passede mig skidt. Så jeg accepterer, at jeg ikke var med i startopstillingen,« sagde han.

Spørgsmålet er imidlertid om AGF er interesseret i at beholde ham.

»Det ønsker jeg ikke at diskutere i pressen. Men det er ikke nogen hemmelighed, at vi i øjeblikket ikke er i dialog med hinanden om kontraktforlængelse,« sagde AGF’s sportschef Jens Andersson.

Kim Aabech er ikke den eneste nuværende AGF-spiller, der endnu ikke ved, hvor han skal spille fra næste sæsons begyndelse.

Det samme gælder blandt andre Stephan Petersen, Aleksandar Cavric, Jesper Lange og Daniel Christensen.

»Ingen får mig til at udtale mig offentligt om, hvem vi er i kontrakt-dialog med. Det er op til hver enkelt spiller, om de ønsker at fortælle det,« sagde Jens Andersson med hemmelighedsfuld mine.