Kent Nielsen bytter til sommer AaB ud med OB. Derfor kunne man fristes til at tro, at guldtræneren, der sidste sæson førte AaB til 'The Double', allerede nu involverer sig i fynboernes transferplaner, men det afviser han selv.

Kent Nielsen erkender dog, at man som træner for en superliga-klub selvfølgelig orienterer sig om, hvordan de andre klubber i rækken - herunder OB - boltrer sig på transfermarkedet.

»Når det så er sagt, så har OB altså en træner (Ove Pedersen, red.) og en sportschef (Jesper Hansen, red.), der har en mission om at styre sig fri af nedrykning, og det skal der ikke endnu en træner til at hjælpe med. De ved helt klart bedst, hvad der er mest gunstigt for holdet i dette transfervindue, så det blander jeg mig ikke i,« siger Kent Nielsen, der holder fuldt fokus på sæsonopstarten med AaB og ikke sin kommende trænergerning i OB.

SE OGSÅ:

Til gengæld overvejer Kent Nielsen, om AaB har brug for et par nye navne i AaB-trøjen. Transfervinduet er stadig åbent en uge endnu, så det er ikke for sent, hvis der skal forstærkninger til.

»Umiddelbart tror jeg ikke, at vi henter flere spillere. Vi får Rasmus Jönsson tilbage på 100 procent, og det er næsten det samme som at få en ny mand ind. Det samme med Mathias Thrane. Hvis det endelig skulle være, så kigger vi nok mest på forsvarspositionerne og den centrale midtbane,« siger Kent Nielsen.

Indtil videre har AaB forstærket sig med svenskeren Andreas Blomqvist.

AaB-lejren er godt igang med sæsonforberedelserne. Op til nu har fodboldmenuen mest budt på fysisk træning, men fredag kl. 14.00 møder Kent Nielsens tropper AGF i årets første træningskamp.