Kent Nielsen fortsætter i AaB. Den nordjyske klub har forlænget aftalen med træneren til 2015

AaB har haft en fremragende efterårssæson, hvor nordjyderne højst overraskende indtager en fornem tredjeplads efter 19 spillerunder. Manden bag succesen er træner Kent Nielsen, der nu bliver belønnet med en ny kontrakt. Kent Nielsen er således at finde i Ålborg frem til 30 juni 2015.

- Det har hele tiden været vores førsteprioritet at forlænge med Kent, og vi er meget tilfredse med, at det nu er faldet på plads. Kent har med sit hårde arbejde og disciplin gjort et fortrinligt stykke arbejde i AaB. Vi er igen en del af Superligaens bedste halvdel, hvilket er skabt med en seværdig spillestil og flere sprudlende talenter i truppen, siger Lynge Jakobsen i en pressemeddelelse.

Kent Nielsen har tidligere stået i spidsen for blandt andre AC Horsens og Brøndby, men nu skal den rutinerede træner altså videreføre de fornemme takter fra efteråret i AaB.

tipsbladet.dk