AaB-træner Kent Nielsen kaldte nederlaget til Esbjerg for et bump på vejen.

AaB havde vundet fem kampe i træk og ikke tabt i de sidste seks, men mandag aften tabte nordjyderne for første gang i denne sæson på eget græs, da Esbjerg tog fra Nordjyske Arena med en sejr på 2-0 i bagagen.

- Vi spillede mindre godt i dag. Det var et bump på vejen, men det tager vi også med, sagde Kent Nielsen efter kampen til TV2 Sport.

- Esbjerg har læst os godt, og de får lukket mellemrummene ned. De spiller meget tålmodigt, de er effektive i en chancefattig kamp, og det er vi ikke, tilføjede den tidligere europamester.

- Når man ikke får produceret flere chancer, end vi gør i dag, og man ikke får scoret, så har man godt på fornemmelsen, at det første mål vil blive meget afgørende. Og det blev det jo også, sagde Kent Nielsen.

AaB møder i næste runde bundproppen Silkeborg på udebane.