Spørgsmålet har svirret længe. Kan Randers både rumme Christian Keller og Jonas Borring? Klubbens administrerende direktør Michael Gravgaard har tidligere udtalt, at han håber på, at de to en dag kunne spille i Randers sammen, men det tror Christian Keller ikke på. Selv ser han dog ikke sin fremtid noget andet sted end i Randers FC.

Den tidligere anfører Christian Keller er fanget med begge ben i uvisheden. Klubben er stadigvæk ikke kommet en afklaring nærmere med hensyn til ham og holdkammeraten Jonas Borring, der mandag d. 7. marts fik at vide, at Christian Keller var blevet kærester med hans fraseparerede hustru, Kira Egsgaard Borring.

De to Randers-spillere har ikke udvekslet et eneste ord med hinanden siden kontroversen, der har haft stor betydning for dem begge to, hvor Jonas Borring er sygemeldt på ubestemt tid, mens Christian Keller er sat af holdet og har mistet sit anførerbind. Christian Keller ved dog endnu ikke, om han bliver udtaget til søndagens kamp mod Viborg, men selvom det ikke skulle være tilfældet, så ændrer det intet for profilen.

»Colin (Todd, red.) har fortalt mig, at det er af sportslige årsager, jeg ikke er udtaget. Han føler, at der er nogle, som kan gøre det bedre for holdet lige i øjeblikket, og det respekterer jeg uanset, om jeg ikke spiller de næste ti kampe i streg,« siger Christian Keller og følger op:

»Jeg gør det, som er bedst for Randers FC. Og hvis det er, at jeg ikke spiller, så er jeg med på den. Jeg har været her i lang tid, og de har gjort meget for mig, så jeg har respekt for klubben og de folk, som er i den.«

Christian Keller og Jonas Borring har ikke snakket sammen endnu, og det kommer de nok heller ikke til, fortæller Christian Keller, som ikke ser nogen anden løsning, end at en af dem må forlade klubben.

»Jeg har ikke snakket med ham (Jonas Borring, red.). Jeg tror, den sag ligger hos klubben, og det er dem, der må tage en beslutning om, hvad der kommer til at ske. Men jeg tror ikke, at der kommer nogen løsning andet, end at en af os forlader klubben,« siger Christian Keller.

Jonas Borring har tidligere udtalt, at han ikke sætter sine ben på træningsanlægget i Randers, så længe Christian Keller er der. Og det kan meget vel betyde, at han ikke kommer tilbage, for den tidligere Randers anfører har ikke tænkt sig at forlade klubben. Faktisk vil han ikke spille andre steder.

»Jeg har ikke fået nogen indikation på, at det bliver mig, som skal forlade Randers FC. Men det er ikke mig, der bestemmer, hvad der kommer til at ske. Det er folkene i Randers.«

Hvis du ikke kan spille for Randers FC, hvor vil du så spille?

»Jeg er kun i Randers. Jeg kommer ikke til at spille andre steder. Hvis jeg stopper i Randers, så stopper jeg med fodbold, så det er enten eller,« lyder det fra Christian Keller.

Så hvis der ikke bliver plads til dig i Randers, så stopper du karrieren?

»Ja.«