Christian Keller, der i foråret blev udelukket fra førsteholdet i Randers FC, fordi han havde indledt et forhold til holdkammeraten Jonas Borrings kone, har med øjeblikkelig virkning fået ophævet sin kontrakt i den kronjyske Superliga-klub.

»Det har jeg det okay med. Vi er blevet enige om, at det var det, der skulle ske,« siger 35-årige Christian Keller med klar og tydelig stemmeføring uden antydning af skuffelse i telefonen til BT.

Der står i pressemeddelelsen fra Randers FC, at man vurderer, at beslutningen skyldes, at du næppe ville få meget spilletid i den kommende sæson. Opfatter du dig selv som en færdig mand som fodboldspiller?

»Det ved jeg ikke. Alt er gået rimeligt hurtigt siden jeg i fredags modtog meldingen ved et møde med Randers-lederne (direktør Michael Gravgaard og sportschef Ole Nielsen, red.). Lige nu tager jeg det stille og roligt, og vurderer om det er fodbold, jeg skal spille fremadrettet eller begynde at lave noget helt andet. Det har jeg ingen idé om lige nu. Jeg er gået i tænkeboks og ser, hvad jeg har lyst til om et stykke tid.«

Hvad vil du lave, hvis det ender med, at fodboldstøvlerne lægges på hylden?

»Det er et godt spørgsmål. Jeg har jo de seneste mange år levet af fodbolden. Men jeg er uddannet lagerekspedient hos Ejnar Hessel (bilforhandler i Vejle, red.), og jeg er åben for alt. Jeg vil ikke afvise, at jeg spiller videre, men det kan også tænkes, at det bliver noget helt andet, jeg kan falde for.«

Føler du at Randers FC's forklaring om, at andre spillere i din lange fraværsperiode fra førsteholdsfodbold, har overhalet dig er sand?

»Jeg synes, at der på holdet er nogle, der de seneste fire måneder har gjort det rigtig godt. Så det kan jeg godt give dem ret i. Jeg vil Randers FC det bedste. Vi er blevet enige om, at denne løsning er den optimale. Og så går livet videre.«

Får du løn i det år, du nu alligevel ikke får i Randers FC?

»Det ved vi ikke endnu. Det skal vi tale sammen om. Men jeg har fint talt med lederne i Randers, så der er ingen sure miner. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde en god løsning på tingene.«

Hvad siger du til hele forløbet i sagen?

»Det er klubbens ansvar. Jeg har bare forsøgt at passe mit job i den turbulente periode så godt som muligt. Men jeg ved ikke om jeg kan forstå eller ikke forstå det. Det er jeg ikke herre over. Selvfølgelig ville jeg helst have været alt dette foruden. Mest af hensyn til min familie.«

Du har altså bare accepteret, at der i en fodboldtrup er nogle uskrevne regler om, at man ikke må indlede et forhold til en holdkammerats kone?

»Ja, og det synes jeg også, at jeg har gjort.«

Har de seneste måneders sag haft menneskelige omkostninger for dig?

»Det synes jeg ikke. Jeg har med mine nærmeste talt sagen grundigt igennem, og jeg synes det er gået okay med at skåne mine børn så meget som muligt. Det er klart, at der har været nogle få episoder, men jeg synes, at de har tacklet det godt. Det er slet ikke sådan, at jeg i perioden har ligget søvnløs. De ting der er sket, er bare noget man skal igennem og have overstået. Der vil i ens liv altid være svære tider. Men jeg ved af erfaring, at det går over igen og at hverdagen fortsætter som den altid har gjort. Der har da været en hård periode, men det har ikke ødelagt mig som menneske.«

Hvordan er dine relationer til Randers-spillerne nu?

»De  har overhovedet ikke vendt ryggen til mig, og jeg fik mandag også en fin afsked med dem. Så jeg har intet imod dem, og jeg håber heller ikke, at de har noget imod mig. Man kan aldrig være gode venner med alle, men jeg er glad for den tid jeg har været i klubben.«

Hvordan foregik afskeden?

»Den var som alle andre. Der var ikke den store hurlumhej. Jeg fik sagt det, jeg gerne ville sige og fik hentet mine ting. Så går deres hverdag også videre. Klubben er den vigtigste. Den fortsætter, selv om jeg ikke er der.«

Kan man forestille sig, at du er klar til at tage en halv eller hel sæson mere som professionel fodboldspiller, hvis det rette tilbud kommer?

»Jeg vil nøje vurdere alle de tilbud, der eventuelt kommer. Alt har interesse. Jeg vil på forhånd ikke udelukke noget. Men endnu har jeg intet hørt fra nogle. Nyheden om min afsked med Randers FC er jo stadig så ny, at ingen rigtig har haft mulighed for at forholde sig til den.«

Christian Keller nåede i sine fem år i Randers FC at spille 145 førsteholdskampe.