Jesper Nielsen afviser at være manden med pengeposen til Brøndbys feriepenge-klemme

Det er dystre tider i Brøndby IF. Feriepengeerstatningen til Thomas Rasmussen, Martin Ericsson og Peter Madsen kan ikke betales, og klubbens tidligere mæcen-lignende hovedsponsor Jesper ’Kasi’ Nielsen kommer ikke ridende henover højderyggen som et andet økonomisk kavaleri.

- Der kommer ingen onkel Jesper denne gang. Lige her skal jeg ikke være redningskrans, siger han til sporten.dk

Der har ellers været spekuleret i, at rigmanden skulle være i varm dialog angående betaling af feriepengeerstatningen på fire millioner kroner til trioen. Et beløb fastsat af Voldgiftsretten, efter Brøndby for to uger siden tabte sagen til Spillerforeningen.

Brøndby har flere gange hævdet at have 45 millioner kroner til gode hos Jesper ’Kasi’ Nielsen. Et beløb, som den tidligere hovedsponsor ifølge klubben skal betale, efter at det ikke er lykkedes for de blå-gule at finde en ny hovedsponsor og som et led i den ophørsaftale, parterne har indgået, er det tanken Jesper Nielsen skal kompensere.

Derfor skulle der være dialog mellem den trængte fodboldklub og Jesper Nielsen om en nedsættelse af millionbeløbet, hvis han i stedet klarer feriepengeregningen.

- Det passer ikke. Jeg snakker ikke med Brøndby om feriepengesagen. Den har ikke været omkring mit bord, og det kommer den heller ikke, siger han.

- Jeg snakker løbende med Brøndby, men når det handler om økonomi, så kommer der ikke til at ske noget før næste sommer. Og her taler vi om et absolut mindre millionbeløb. Det store millionbeløb, Brøndby nævner, er ren hokuspokus, siger han.

Nielsen-lejren peger på, at Brøndby har videresolgt de goder, der tilfaldt hovedsponsoratet, og at der derfor ikke kan være meget at komme efter.

- Der kan blive tale om en kompensation i forbindelse med stadionsponsoratet, men det er ikke meget, vi taler om, og det sker ikke før udgangen af juni næste år, forklarer han.

En kompensation i omegnen af to til fire millioner kroner, forlyder det.