KØB PLUS!

Kasi: Jeg sku' ha' været Brøndby-boss

Jesper 'Kasi' Nielsen afslører i ny bog, at Per Bjerregaard forpurrede planer om at gøre rigmanden til bestyrelsesformand i Brøndby

Det lignede et succesfuldt ægteskab. På papiret i hvert fald - da Jesper ’Kasi’ Nielsen sparkede døren ind til den brede danske offentlighed som hovedsponsor i Brøndby IF.

Et sponsorat trukket over fem år med en samlet værdi op med 200 millioner kroner - kærkomne penge hos Brøndby IFs ledelse, der bød velkommen indenfor.

Historien kender de fleste. Der blev smidt med porcelænet, og Jesper ’Kasi’ Nielsen endte med at smække med døren, gå i vrede og koncentrere sig om håndboldprojektet AG København.

Men sådan burde det ikke være endt. Det lå i hvert fald på ingen måde i kortene, tværtimod.

Det afslører rigmanden i en ny bog, der kommer i handlen lørdag. Jesper Nielsen skulle have været Brøndby-boss og tage over efter klubbens nestor Per Bjerregaard som bestyrelsesformand.

- I sidste fase af mit samarbejde med Brøndby skete der også store ting, der aldrig kom frem i pressen. En af dem handlede om, at ledelsen i Brøndby efterhånden fik øjnene op for, at jeg var mere end en pengemand, der godt kunne lide sport. På den baggrund ønskede den tidligere chef, Per Bjerregaard, at jeg skulle være den næste bestyrelsesformand i Brøndby IF, står der i bogen i et centralt kapitel om det stormomsuste sponsorat i fodboldklubben.

- Da bestyrelsen bakkede ham op, begyndte vi at udforme en aftale. Ifølge aftalen skulle jeg starte med at træde ind i bestyrelsen som observatør. Herefter skulle jeg være næstformand et års tid, mens Per viste mig, hvordan tingene hang sammen i klubben. Til sidst skulle jeg træde til som bestyrelsesformand.

I bogen fremgår det, at Jesper Nielsen havde planlagt en total oprydning i klubben med henblik på at få den gearet til at vende tilbage til toppen af dansk fodbold, men det gik som bekendt anderledes.

Ifølge Jesper Nielsen blev Per Bjerregaard ’utryg’ ved udsigten til at afgive sin formandspost og begyndte at kæmpe imod planen om tronskiftet.

- Problemet var kun, at Per ikke kunne give slip på sin post, og derfor lavede han alle mulige og umulige krumspring for at trække tiden ud. I dyb undren så jeg til, imens han kæmpede med sit helbred og med at fastholde sin position, står der i bogen.

Jesper Nielsen opgav kampen om formandsposten, fordi han mente, Per Bjerregaard var bange for at opgive kontrollen med sit livsprojekt og den fodboldklub, han har været en del af siden 1964:

- Efterhånden indså jeg, at han (Per Bjerregaard, red.) var bange for at give slip.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Per Bjerregaard.

Læs også: