Jesper 'Kasi' Nielsen ønskede ikke at stoppe som Brøndby-sponsor i 2009. Men han havde ikke noget valg.

Nu forklarer den store Brøndby-fan, håndbold-entreprenør og forretningsmand baggrunden for sin beslutning om at stoppe sponsoratet i Brøndby.

Da Jesper Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, i 2008 indgik et historisk stort sponsorat i Brøndby IF på 200 mio. kr., blev der ikke lagt skjul på, at ejeren af smykkeselskabet Kasi Group, der forhandlede Pandora-smykker i Centraleuropa, var glødende Brøndby-fan, og at det var kraftigt medvirkende til, at sponsoratet blev indgået.

Allerede i 2009 begyndte ægteskabet mellem Kasi-Jesper og Brøndby IF imidlertid at knirke, og det endte i en form for skilsmisse, hvor smykkemanden trak sit sponsorat men forpligtede sig til at betale en månedlig kompensation i millionklassen, indtil Brøndby IF havde fundet en ny hovedsponsor.

Siden er der udsendt mange knubbede ord fra Kasi-Jesper i retning af Brøndby IF om nøl og manglende vilje i sagen, fordi klubben stadig i 2012 ikke har formået at finde en ny hovedsponsor, og stadig modtager sit månedlige underholdningsbidrag fra rigmanden.

Hvorfor Jesper Kasi Nielsen overhovedet trak sig fra sit sponsorat i Brøndby har siden været overladt til fortolkning, og fjendskab mellem Kasi-Jesper og Brøndbys bestyrelsesformand Per Bjerregaard samt Kasi-frustration over manglende sportslig indflydelse i klubben har været gængse forklaringer på skilsmissen.

Nu fortæller Jesper Nielsen imidlertid, at det forholder sig helt anderledes.

- Det handlede ikke om, at jeg ikke længere ønskede at være sponsor i Brøndby. Grunden var, at jeg solgte mit firma til en stor koncern, som ikke ønskede, at sponsoratet skulle med ind i koncernen. Ville jeg sælge mit firma til det flotte beløb, jeg fik, var en af betingelserne, at jeg opsagde mit Brøndby-sponsorat, siger Jesper 'Kasi' Nielsen til Jyllands-Posten.

Jesper 'Kasi' Nielsen forstår i øvrigt ikke, at Brøndby IF endnu ikke har formået at tegne en ny hovedsponsor som afløser for Kasi Group.

- Brøndby har haft et stort stort incitament fra dag ét. Jeg sagde til Brøndby, at klubben kunne øge sine indtægter betragteligt, for jeg skulle ikke længere bruge eksponeringsfladerne. Som forretningsmand kan jeg kun undre mig over, at man ikke går ud og får en dobbeltindtægt. Jeg ved ikke, hvad strategien med det er. Om det er afmagt eller hvad. For hver krone, Brøndby fik ind, havde klubben haft flere penge, siger Jesper Nielsen.

Kasi-Jesper betaler ifølge Jyllands-Posten fortsat 3,2 mio. kr. om måneden til Brøndby IF, der ikke vil kommentere på aftalen med rigmanden.