Der er travlhed i Brøndby IF. En investorgruppe er klar med millioner og klubbens magtfulde amatørafdeling rækker hånden frem men gammel strid spøger. Behovet for penge er ellers ikke til at overse.

Man siger gammel kærlighed ikke ruster. Spørgsmålet i Brøndby i disse dage er om gammelt nag blegner med tiden og om personlig strid vil blokere for tiltrængt ny kapital, der er behov for.

Tæt på midnat mandag aften bekræftede Per Bjerregaard som formand for klubbens amatørafdeling, at man i den lejr er åbne for det investorforslag, som en gruppe ledet af den tidligere direktør i Brøndby IF Frank Buch-Andersen har fremsat. Det kildne i den fremstrakte pengepose er opgøret med Brøndbys aktiekonstruktion og opdeling i A- og B-aktier - en absolut kongstanke i Brøndby-sjælen.

- Jeg synes, det er en god løsning, Frank Buch-Andersen foreslår. Det vil være en god løsning, sådan som jeg har hørt forslaget, forklarede Per Bjerregaard og bekræftede, at den magtfulde amatørafdeling er klar til et opgør med modellen med A- og B-aktier.

Brøndbys »grand old man« bliver desuden som formand for amatørafdelingen til trods for enkelte opfordringer til at trække sig fra opgaven.

Når amatørernes bestyrelsesmøde er interessant for den professionelle del af klubben, skyldes det, amatørerne vælger to medlemmer til syvmandsbestyrelsen i Brøndbyernes IF Fodbold Fond, der sidder på de bestemmende A-aktier i klubben. Fonden har dermed afgørende betydning for, om aktiestrukturen skal ændres, og det ligger ikke fast om Per Bjerregaard har en fremtid her.

Det åbner for Frank Buch-Andersens investeringspulje, der menes at have tidligere bestyrelsesmedlemmer i Brøndby IF, Kurt Larsen og Torben Hjort med sig.

Så langt, så godt. Frank Buch-Andersen spillede imidlertid en afgørende rolle i fyringen af klubbens daværende sportschef Anders Bjerregaard tilbage i 2009.

Man behøver næppe bringe en parterapeut på banen her for at konkludere den fyreseddel er en anstødssten i forholdet mellem Per Bjerregaard og Frank Buch-Andersen.

Kilder vurderer, at Per Bjerregaard med accepten af investorgruppens forslag kan have købt sig tid til at etablere en anden løsningsmodel, der i sidste ende kan feje Frank Buch-Andersens forslag af bordet.

Samme kilder understreger dog situationens alvor i Brøndby IF. Der skal hurtigst findes en økonomisk løsning, lyder det. Klubben står stadig uden hovedsponsor, og interessen for byde ind er vag, og der hersker uenighed på kontorgangene om, hvor mange penge man kan tillade sig at kræve for en sådan sponsoraftale - alt fra fem til 12 millioner kroner årligt luftes der. Kilder fastholder, der ikke er en ny hovedsponsor i »pipelinen«, men fremhæver det positive i at »der er bred investorinteresse«, der rækker ud over Frank Buch-Andersen-gruppen.