»Kulturen er fuldstædnig væk« og »Folk er dybest set ligeglade med om de vinder eller taber til træning«.

Daniel Agger har efter sit karrierestop i Brøndby åbnet op omkring nogle af de ting, han mødte, da han vendte hjem til Vestegnen. Nu fortæller klubbens anfører, Thomas Kahlenberg, at han godt kan nikke genkendende til Daniel Aggers udtalelser.

Daniel Agger udtalte til Jyllandsposten i deres serie ’Anføreren’, at kulturen i Brøndby var væk. Et af eksemplerne herpå var intensiteten – eller mangel på samme – under træningerne på Vestegnen, hvor Daniel Agger bl.a. sagde, at folk dybest set var ligeglade med, om man vandt eller tabte til træning.

Nu fortæller klubbens anfører Thomas Kahlenberg til Jyllandsposten, at han godt kan følge Daniel Agger i, at der er sket en kulturændring i Brøndby, men at han også var bevidst om det, da han i 2013 skiftede tilbage til Brøndby fra Wolfsburg.

»Ja, jeg oplevede da en kulturændring. Men jeg var også fuldt ud bevidst om, at jeg kom hjem til noget andet. Det gjorde jeg endda på et andet tidspunkt end Daniel. Da han vendte hjem, var der sket en del, fra da jeg kom,« siger Thomas Kahlenberg til Jyllandsposten.

Den nuværende anfører mener, at en af grundene til kulturændringen skal findes i, at mange af de nuværende spillere er unge.

»Hierarkiet er blevet fladere til træning. Det kan på en eller anden måde ikke undgås, når man vælger at køre med en trup, hvor halvdelen af spillerne er unge. I forhold til Daniels eksempel med sidst, hvor han var i Brøndby, kom der måske tre-fire stykker op ad gangen. Det er en væsentlig forskel,« siger Thomas Kahlenberg.

BT har tidligere snakket med Dario Dumic, der nu spiller i hollandske Nijmegen. Han fortalte ligesom Thomas Kahlenberg, at han kan nikke genkendende til nogle af de ting, som Daniel Agger har sagt om kulturen i Brøndby.