Joshua John kom til Danmark i sommeren 2012 og tog straks Superligaen med storm. I løbet af sine første 100 minutter i den bedste danske række havde han slået rekord og scoret fem mål, og alle medier kaldte ham et scoop for FC Nordsjælland, der netop var blevet mestre, da man lejede ham i Twente.

Siden er næsten hele holdet skiftet ud, og kun venstre backen Patrick Mtiliga er tilbage fra det mandskab, som i Joshua Johns første sæson sikrede sølv i Superligaen.

Klubben satser massivt på egne talenter og andre unge spillere, som står foran et gennembrud, og profiler bliver solgt til udlandet, så snart ledelsen er tilfreds med buddene. De manglende ambitioner om at nå toppen af Superligaen er blandt årsagerne til, at Joshua John nu meddeler, at han vil væk.

»Jeg har nu været i klubben i tre år, og jeg synes, tiden er inde til at komme videre. I øjeblikket er det lidt svært, fordi klubben har mistet et par spillere, men jeg ønsker at være på et vindende hold. Og i øjeblikket ser det også svært ud. Fra mit synspunkt var sidste sæson også vanskelig, fordi jeg føler, at der manglede en smule ambition i klubben. Så jeg er begyndt at se efter et skifte,« siger Joshua John og fortsætter:

»Jeg har stadig halvandet år tilbage af min kontrakt, så jeg føler, at det er et godt tidspunkt at skifte på, enten denne sommer eller i hvert fald til vinter.«

Da hollænderen, 26, havde spillet sin første sæson i FC Nordsjælland, havde han gjort det så godt, at der var rift om ham, da han tog tilbage til Twente. FC København, med nuværende FC Nordsjælland-sportschef Carsten V. Jensen i spidsen, forsøgte at købe ham foran Farum-klubben, men i sidste ende fravalgte han Parken og sagde ja tak til Farum Park. Til en pris, som ifølge BTs oplysninger lå på 4,5 mio. kr.

Han håber nu, at tilvalget af FC Nordsjælland dengang gør, at klubben vil gøre ham en tjeneste og lade ham smutte billigt.

»Jeg synes også, at klubben kan gøre mig den tjeneste at lade mig skifte. Jeg ved godt, at klubbens ejer gerne vil sælge spillerne til højest mulige pris, men jeg ser også på min alder, jeg er 26 år, og jeg vil helt sikkert gerne gøre noget for at komme videre. Jeg synes, jeg har været længe nok i Danmark og vil virkelig gerne prøve noget andet, så vi må se, om det kan blive til et skifte. Jeg ved, at der er interesse for mig, og vi må se, om FC Nordsjælland vil gøre mig denne tjeneste.«

»Jeg håber bare ikke, at FC Nordsjælland forlanger for mange penge for mig. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at de kræver meget for en ung spiller som Uffe Bech, der er landsholdsspiller, men jeg er 26 år, og vi spiller ikke europæisk og kom ikke i top tre, så jeg håber, at klubben lader mig gå. Det var noget andet, hvis jeg kun var 21 år, så kunne jeg godt forstå, hvis de forlangte omkring 15 millioner kroner for mig,« siger han og tilføjer:

»Klubben bør også tænke på mig. Jeg kom tilbage til klubben, selv om jeg havde andre muligheder, og alle har været flinke ved mig. Så nu håber jeg, at klubben ikke blot ønsker at få det samme beløb for mig, som den betalte. Jeg synes også, at klubben har mange unge spillere, som kan spille i stedet for mig, så jeg kan ikke se, hvorfor de ikke skulle lade mig gå.«

»Jeg er ikke frustreret eller noget, for jeg får godt med spilletid og har været fast mand i hele min tid i klubben, og det er det vigtigste for en spiller. Men som fodboldspiller er karrieren kort, og man kan spille frem til, at man er 33 eller 34 år, så man vil gerne have det optimale ud af karrieren, og jeg føler, at jeg har den perfekte alder til at komme videre og tage det næste skridt, og som jeg allerede har sagt, savner jeg en lille smule ambition i klubben.«

»Jeg vil altid gerne spille om noget, og da jeg kom til FC Nordsjælland, var alting godt i klubben, og vi vandt mange kampe.«

»Jeg kendte ikke den danske liga så godt, da jeg kom til FC Nordsjælland første gang på et lejeophold. Klubben havde lige vundet mesterskabet, og i min første sæson vandt vi også en masse kampe og fik sølv, så jeg tænkte, at klubben var ret god og på vej frem. Men så smuttede Kasper Hjulmand, og nu er der en masse unge spillere på holdet.«

»Jeg ved, at det er klubbens kultur at give de unge spillere chancen, men for mig er det også vigtigt, at de unge spillere er klar til det her niveau. Man kan godt forsøge at tvinge de unge spillere frem, men de skal også være parate, synes jeg.«

»Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide klubben, og jeg vil aldrig sige noget dårligt om klubben eller noget i den stil, men for mig er tiden bare inde til, at jeg skal skifte, og jeg vil gerne prøve noget andet. Det er jeg 100 procent åben for.«

»Men jeg er ikke sådan en spiller, der vil forsøge at fremtvinge noget, og jeg har gjort min pligt og været til alle træninger. Jeg ved, hvordan fodbold fungerer, og jeg prøvede også at være i Twente, hvor de ikke ville lade mig gå. Jeg vil gerne gøre det her på den bedste og mest professionelle måde.«

»Min ambition er bare, at jeg gerne vil prøve lidt højere niveau, og jeg vil gerne gå efter at vinde noget. Jeg kan lide alle i FC Nordsjælland. Det er en god klub, hvor alle kender hinanden, og den er ikke så stor. Måden, klubben spiller fodbold på og træner på, er den samme, som jeg ser fodbold på. Der er selvfølgelig altid nogle små ting, som man ikke er enig i, men klubben prøver at spille fodbold, og det var også en af de ting, der fik mig tilbage til FC Nordsjælland.«

Joshua John har spillet fuld tid i begge FC Nordsjællands to første kampe i Superligaen i denne sæson. Begge er blevet tabt. Det er i alt blevet til 80 Superliga-kampe og 23 mål.