En række investorer skyder 15-20 millioner kroner i FC Midtjylland via et spillerinvesteringsselskab, men bestyrelsesformand, Johnny Rune, afviser, at det svarer til at tisse i bukserne.

FC Midtjylland får tilført 15-20 millioner kroner her og nu, men når klubben i fremtiden skal sælge spillere, ryger hele indtjeningen ikke i egne lommer.

I forbindelse med lignende aftaler har der været snakket om, at sådan en model svarer til at tisse i bukserne, hvordan ser du det?

- Det har jeg også hørt. Det kan man måske også godt sige, at det kan være. Nu har vi lavet denne aftale så fleksibel, så det ikke bare er at tisse i bukserne. Det er en meget attraktiv aftale for FC Midtjylland, lige så vel som det selvfølgelig også er en udmærket aftale for investorerne, siger bestyrelsesformand Johnny Rune.

En unavngiven gruppe investorer har investeret i transferrettigheder til seks spillere. Hvilke spillere det drejer sig om, vil klubben ikke ud med, og formanden fortæller, at listen med navne endnu ikke ligger helt fast.

Sikkert er det derimod, at klubben som minimum får tilført 15-20 millioner kroner.

- Der er nogle enkelte ting, der mangler at blive lavet helt færdigt, men det er det spænd, vi arbejder med. Når vi siger 15 milloner kroner, så er vi selvfølgelig sikre på minimum 15 millioner kroner, siger Johnny Rune, der ikke ønsker at gå i detaljer i forbindelse med aftalen.