Sønderjyske skal efter denne sæson have fundet en erstatning for cheftræner Lars Søndergaard, som skal til AaB, og meget tyder på, at Johnny Mølby bliver ny chef for de lyseblå spillere fra Haderslev.
BT har før nævnt Johnny Mølby som Sønderjyskes favorit til jobbet, men først nu taler han for første gang selv om interessen fra klubben:
»Jeg håber selvfølgelig at komme i gang med at træne igen til sommer, og det tror jeg helt sikkert, at jeg har gode muligheder for, og Sønderjyske er da helt sikkert en interessant størrelse,« siger Johnny Mølby og tilføjer:
»Man kan ikke have andet end respekt for det stykke arbejde, de har lavet dernede. De har lagt på år for år, og man har på nuværende tidspunkt et konkurrencedygtigt hold, og det vidner deres resultater også om.«
Ifølge BTs oplysninger har også Nicolai Wael, tidligere assistent i netop Sønderjyske og nuværende cheftræner for Fredericia, været i kontakt med Superliga-klubben, men har ikke været i lige så tæt dialog om jobbet, som Johnny Mølby.
Johnny Mølby, der har været uden job siden sidste sommer, blev senest set i Sønderjyskes sponsorlounge i sidste weekends nederlag til FC Nordsjælland, men det lægger klubben ikke det store i, og han forklarer selv, at han som arbejdsløs træner blot holder sig i gang, når han er på stadion.
»Jeg har jo fået en masse tid til mig selv og har gået og malet huset. I den tid har jeg set familien noget mere, og så har jeg været ude og se en masse fodbold. Det gør jeg for at holde mig opdateret.«
Cheftrænerstillingen i Sønderjyske er så interessant , at klubben har fået henvendelser fra flere trænere, der allerede er i job, men det vil sportschef Hans Jørgen Haysen ikke udtale sig om. Han siger dog:
»Vi er i fuld gang med at finde afløseren for Lars Søndergaard. Vi skal finde en, der står for de samme værdier som os. Jeg vil gerne gøre det hurtigst muligt, men det kan tage en uge, to uger eller en måned,« siger sportschefen og fortsætter:
»Vi har gjort vores forarbejde, da kontraktforhandlingerne med Lars Søndergaard trak ud, så vi står ikke på bar bund.«