Der herskede stor forvirring over hele linjen, da Brøndbys Teemu Pukki søndag aften scorede til 2-0 i holdets 5-0-hjemmesejr over FC Vestsjælland. Det lignede nemlig unægteligt, at Johan Elmander kort inden scoringen spillede bolden til Alexander Szymanowski, der stod i klar offside.

Men de langsomme gengivelser viste, at bolden blev tacklet hen til argentineren af FCVs Jan Kristiansen. Men sådan så Kristiansen ikke situationen.

- Ja, jeg prikker bolden, men jeg prikker den ind på Elmander. Jeg føler slet ikke, at jeg kan få bolden den vej. Jeg synes helt klart, at det er en fejldom af Kehlet (dommer Jakob Kehlet, red.). Linjevogteren vinker også, som han skal, men Kehlet "overruler". Jeg føler, det er en fejldom, sagde den tidligere Brøndby-spiller til Canal 9 efter kampen og fortsatte:

- De scorer til 3-0 10 sekunder efter, og det er mildt sagt amatøragtigt af os, at vi ikke er klar efter deres scoring. Bolden skal bare losses ned i den anden ende, så vi kan få noget ilt til hjernen. Men derfor skal vi ikke falde sammen, som vi gør. Hvis ikke det havde været for Thomas (målmand Thomas Mikkelsen, red.), havde det været 6-0 eller 7-0. Det er ikke godt nok, og vi må hjem og arbejde hårdt.

Med sejren kvavlede Brøndby op på Superligaens fjerdeplads, mens FC VEstsjælland med afklapsningen forbliver på niendepladsen.