AGF har på opfordring af FC København lukket tribuneafsnittet til udebanefans til kampen mellem de to klubber 2. påskedag.

Efter skandale-kampen i Aalborg den 4. marts, hvor romerlys blandt FCK's fans var skyld i flere kampafbrydelser, besluttede FC København sig for at skride til handling. Det betød foreløbigt, at klubben ikke ville have fans med til udebanekampe til højrisiko-kampe, og det bliver effektueret nu.

Det er nemlig sådan en kamp, FCK spiller i Aarhus 2. påskedag, og derfor bliver FC Københavns fans ikke lukket ind, hvis de alligevel dukker på ved indgangene i Aarhus.

- Vi respekterer FC Københavns ønske om ikke at have udebaneafsnit og tilskuere med til kampen. Jeg forventer, at FCK-fans vil respektere denne beslutning. Og så ser vi frem til forhåbentligt at byde dem velkommen igen næste gang, FCK gæster NRGi Park, skriver AGF i en pressemeddelelse.

Fire andre danske klubber, OB, Brøndby, AaB og AGF, gik sammen med FCK i tiltaget om at lukke for udebaneafsnittet, hvis en af disse klubber kommer til at opleve problemer med udebanefans.

tipsbladet.dk