FC Nordsjælland har igennem flere år hentet børn på ned til ni år til klubben ved at bryde DBUs regler og retningslinjer på området. Det fortæller flere klubber, som har oplevet FCNs metoder som systematiske og over grænsen.

B.T. ville gerne have hørt Kim Hallberg, der både er DBUs elitechef, licensadministrator for drenge-ungdom og en del af DBU Herreleliteungdomsgruppe, om unionens holdning til klubbernes kritik mod FC Nordsjælland. Men kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer, henviste til Teddy Pedersen, der er formand i DBU herreeliteungdomsgruppe.

Har I FC Nordsjælland under skærpet opsyn?

»Det er ikke sådan, at vi har nogle klubber, som vi har et særligt øje på. Når vi taler om årgangene under U13, har vi efter min mening et klart regelsæt, der hedder Holdninger og Handlinger, som gælder for alle klubber i Danmark. Når det drejer sig om licensklubber, har vi et licenssystem, som bygger på henvendelse fra klubberne, hvis de føler, at reglerne ikke er overholdt. Vi går ikke ud i klubberne og agerer politi og ser, om der foregår noget ulovligt. Det er en ressourcediskussion. Den opgave ville vi aldrig kunne løfte i DBU med de ressourcer, vi har lige nu.«

»Der kan en gang imellem være nogle misforståelser. Hvis vi får en opringning om et eller andet, beder vi altid om at få en skriftlig klage. Hvis ikke vi modtager den skriftlige klage, gør vi ikke noget ved det. Vi kan råde og vejlede telefonisk, men vi tager ikke en klage op på baggrund af en telefonhenvendelse.«

Hvad er din holdning til, at fem klubber står frem, mens 11 klubber i alt fortæller, at de har oplevet ulovligt fiskeri fra FC Nordsjælland?

»Det har jeg ikke nogen kommentar til. Jeg bliver nødt til at forholde mig til, hvad vi har liggende. Vi skal reagere på de henvendelser. Jeg hverken kan eller vil kommentere på klubber, der nu kommer med deres ytringer til jer. Jeg vil gerne forholde mig til det, hvis vi får en sag til behandling.«

Flere klubber siger, at FC Nordsjælland bruger gaver som lokkemiddel. Det står der ikke noget om i DBUs Holdninger og handlinger. Men hvad er jeres holdning til det?

»Jeg vil ikke kommentere på de konkrete sager, da jeg jo ikke kender sagens detaljer. Generelt vil jeg dog sige, at fiskeri af spillere ikke må finde sted, uanset om det sker med gaver eller ej.«

Er det i orden?

»Jeg vil ikke kommentere den konkrete sag. Men det er aldrig i orden at fiske børnespillere.«

Kommer I til at gøre noget på baggrund af, at de her fem klubber står frem ved navn og 11 klubber i alt siger, at FC Nordsjælland gør det helt systematisk?

»Hvis ikke de henvender sig til os i DBU, kommer vi ikke til at gøre noget i den konkrete sag. Vi indsamler altid viden helt generelt på det her område, men vi kommer ikke til at gøre noget i den konkrete sag, hvis vi ikke får en henvendelse fra de klubber.«

Er I blevet gjort opmærksom på metoderne fra FC Nordsjælland før?

»Jeg kan ikke sige, hvor mange henvendelser vi får på enkelte klubber. Jeg kan sige, at det er ganske få klager, vi har behandlet. Vi har så lige haft nogle på det seneste, som I ved. Men ellers er det ganske få.«

To klubber fortæller, at de har kontaktet jer i forhold til FC Nordsjælland, men de undrer sig over, hvorfor det først er, når FC København klager, at det bliver taget op. Kan du forstå den undren?

 (Foto: Lars Møller/Scanpix 2019)
(Foto: Lars Møller/Scanpix 2019) Foto: Lars Møller
Vis mere

»Nej, det kan jeg ikke. Hvis de har sendt en klage til licenssystemets postkasse, og de så ikke har fået nogen reaktion på den, forstår jeg deres klage. Men jeg sidder jo ikke med postkassen. Det er DBU’s administration, der gør det.«

»Hvis der er kommet klager ind der, som vi ikke har behandlet, kan jeg forstå deres undren. Men det er ikke, hvad jeg ved. Og hvis det er tilfældet, er det en fejl. Og så kan jeg kun opfordre til at gøre det igen. Det er vejen. Det er den måde, vi har bygget systemet op på. Det skal fungere.«

Hvad tænker du om den klub, der siger, at folk beder dem anmelde det ulovlige fiskeri. Men at det er for besværligt, fordi DBU er en supertanker?

»Det er jeg ked af, hvis de har den opfattelse. Vi har på ingen måde lyst til at fremstå sådan. Det er heller ikke det, jeg oplever. Men jeg vil opfordre til dialogen med de klubber, som man har i sit nærområde, som man kan have nogle udfordringer med. Hvis ikke den dialog har et tilfredsstillende udfald, og man i klubben føler, at reglerne bliver overtrådt, så lad os få en henvendelse,« slutter Teddy Pedersen.

Ved du noget om Superliga-klubbernes jagt på børnespillere? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til journalisterne Søren Hanghøj Kristensen og Michel Wikkelsø Davidsen på srkr@bt.dk eller micd@bt.dk - eller til B.T. på 1229@bt.dk. Denne artikel er femte kapitel i B.T.s serie 'Børnefiskeri i Superligaen'.

Første kapitel: Børnefiskeri i Superligaen: Brøndby-legende forlader DBU-udvalg i protest mod børnesag

Andet kapitel: Børnefiskeri i Superligaen: Mudderkastning mellem Brøndby og FCK i talentkrig

Tredje kapitel: Børnefiskeri i Superligaen: FC Nordsjælland lokkede 9-årige med slik og gaver

Fjerde kapitel: Børnefiskeri i Superligaen: FCN svarer igen - 'Vi er hverken værre eller bedre end vores kollegaer'

Femte kapitel: Børnefiskeri i Superligaen: 'Det er aldrig i orden at fiske børnespillere'