Poker-spillet om Superliga-profilen Rasmus Falk finder snart sin vinder.

OB, der har arbejdet på en forlængelse siden august, spillede for et par uger siden sit første kort ud og smed et kontrakttilbud på bordet. Falk-lejren meldte dog et kontant pas – det kunne ikke friste.

OB har nu endnu et par dage til at strikke et trumfkort af et udspil sammen, inden klubben efter søndagens FCK-kamp sætter sig ned sammen med Rasmus Falk og hans agent, Mads Bach Lund, til den – måske – endegyldige snak om den 23-årige spillers fremtid på Fyn.

Og set med OB-briller skal der virkelig være ’punch’ i det udspil, sportsdirektør Jesper Hansen og cheftræner Kent Nielsen møder op til skæbnemødet med. Det er nemlig med stor sandsynlighed sidste chance for fynboerne for at holde snor i klubbens absolut største stjerne. For den liflige duft af en snarligt transferfri klassespiller, tiltrækker utvivlsomt interesse fra nær og fjern.

Og der er ikke mere end et par uger til, at udenlandske klubber og danske topklubber frit kan tage kontakt til Falk og hviske søde ting i øret på superteknikeren.

Klubber uden for landets grænser har med sikkerhed bidt mærke i Middelfart-drengens eminente touch på bolden. Der har ifølge BTs oplysninger kontinuerligt været udenlandske øjne til stede ved OBs kampe. Og så sent som mandag aften blev der talt både engelsk, hollandsk og tysk på sponsortribunen på Tre-For Park.

Umiddelbart ville det give mening, hvis Falk kigger mod større udfordringer i større ligaer end den danske. Allerede da Falk som ungdomsspiller fik trænere og tilskuere til at måbe, blev han – sammen med holdkammeraten i både Middelfart og OB, Christian Eriksen – spået en stor udlandskarriere. Eriksen er i dag en profil i Premier League og et kendt navn blandt alverdens fodboldfans.

Tilbagevendende skader og en ond og langvarig virussygdom har sat Falk tilbage i forhold til barndomskammeraten. Men i løbet af det seneste år har OBeren fået styr på fysikken, og det har bragt ham i landsholdsform. Og mon ikke Falk føler, at det nu snart er hans tur til at spille på de store udenlandske arenaer?

Brøndby lurer fortsat

Men det kan også ende med en stor dansk arena. Brøndby er fortsat stærkt interesseret, erfarer BT. Vestegnsklubben står trippende og venter på at få tilladelse til at snakke med OB-stjernen. Som BT tidligere har skrevet, var Brøndby allerede i sommer klar til at lægge adskillige millioner kroner på bordet for Falk.

Det, der taler for Brøndby, er vestegnsklubbens sportsdirektør, Troels Bech. Rasmus Falk og Bech havde efter sigende et meget tæt forhold i Bechs tid som OB-træner, og Falk har tidligere udtalt, at Troels Bech var den primære årsag til, at han ikke så sig om efter andre klubber end OB.

Nu er Bech Brøndbys mand, og selv om han ikke må sige det højt, står Falk selvfølgelig øverst på hans ønskeliste, og Bech vil sidde klar med mobilen i hånden i det sekund, hvor der frit må forhandles.

»Grundlæggende kommenterer jeg ikke på kontraktlige forhold – hverken når det kommer til mine egne eller andres spillere. Så selv om I spørger om Finn fra Blovstrød, er svaret det samme,« lyder det fra Troels Bech.

Hvordan er dit forhold til Rasmus Falk?

»Uden at skulle blotlægge mit sociale liv i OB, havde jeg da en oplevelse af, at Rasmus og jeg kom rigtig fint ud af det med hinanden.«

Klubfølelse/angrebsbold

Og hvad skulle så egentlig tale for en forlængelse med OB?

Tjaa, bum bum. Det kan umiddelbart være svært at pege på, for det fynske flagskib har siden de glade sølv-dage for fire-fem år siden nærmest været i zombie-tilstand, og i fire sæsoner i træk har klubben balanceret på kanten af en nedrykning.

Det ser imidlertid bedre ud i denne sæson, men OB har fortsat de der resultat-kollaps, der må få en klassespiller som Falk til at tænke ’hvad laver jeg lige her...?’.

Men måske banker hjertet så hårdt for klubben, og måske er Kent Nielsens all-in-sats på offensiv fodbold så tiltalende, at Falk kan se en mening med at forlænge. Og i forhold til Brøndby vil OB nok være mere villig til at lytte til et udenlandsk transferbud næste vinter – og eventuelt kan frikøbsklausuler komme i spil.

»Jeg har flere gange sagt, at vi gerne vil forlænge. Og der må vi så kigge på de forskellige forhold, der gør sig gæld-ende,« fortæller OB-sportsdirektør Jesper Hansen.

Hvor langt er I villige til at strække jer?

»Vi vil selvfølgelig gerne give Rasmus et rigtig, rigtig fint tilbud, og det synes jeg også, at vi har gjort.«

Med de muligheder som han sandsynligvis har, hvorfor skulle han så vælge at blive?

»Vi går efter at skabe noget kontinuitet og komme tilbage til toppen af dansk fodbold. Vi arbejder sten for sten på at skabe dette fundament, og her kunne jeg godt se Rasmus være en vigtig mand. Også fordi han er OBer helt ind i hjertet. Og for Rasmus’ vedkommende vil OB være en god klub at være i den dag, hvor han gerne vil videre fra den danske Superliga.«

Hvor Falken lander, er fortsat et åbent spørgsmål. Der er i den grad lagt op til en julegyser.