Hvem har klaret sig bedst og dårligst? Og hvilken spiller kan man sammenligne holdene med?
BTs sportschef Morten Crone Sejersbøl bedømmer efteråret 2016....
FC KØBENHAVN
FC København har med et lønbudget i omegnen af de 100 mio. kr. Superligaens klart største økonomiske muskler og skal yde noget særligt for at få topkarakter. Det har de så også gjort. Efter 21 kampe kan de gå ubesejrede på juleferie med et forspring på 11 point til Brøndby, mens de sideløbende har spillet sig videre til Europa League efter 12 kvalifikations- og gruppekampe. Undervejs har de også sat Superliga-rekord for flest kampe i træk som ubesejrede, og den mission, Ståle Solbakken blev sendt af sted på, da han i 2013 blev hentet tilbage for at genopbygge et dansk storhold, er lykkedes.
Karakter: 12
BRØNDBY IF
Jeg lå og flirtede med et 12-tal, fordi udviklingen i forhold til de seneste mange år (jeg fristes til at skrive de seneste 11) har været så markant. Alexander Zorninger har rykket holdet sportslig og mentalt, hans spillestil er med succes blevet implementeret i rekordfart, og unge spillere er blomstret. Når Brøndby ikke scorer absolut topkarakter, er det, fordi klubben ikke overpræsterer væsentligt i forhold til de økonomiske midler og det generelle setup, men mest i forhold til tidligere sæsoner. Havde de ikke tre gange sat to-målsføringer over styr, havde Brøndby scoret topkarakter.
Karakter: 10
FC MIDTJYLLAND
Hvor er FC Midtjylland egentlig på vej hen? Målet er en plads i Europa League, og det er bestemt inden for rækkevidde, men spillemæssigt er jeg ikke imponeret. Rafael van der Vaart bliver ikke sat ret godt i scene, når boldene fyger henover midten og op mod lange Paul Onuachu, og det vilde pres, de dyrkede i mesterskabssæsonen, er heller ikke så vildt længere. Jeg føler, Jess Thorup famler lidt, og når Matthew Benham har valgt at spare penge, er der heller ikke blevet råd til erstatninger for nøglespillere som Pione Sisto og Erik Sviatchenko. Er et 4-tal for højt? Jeg noterer mig, at Steinlein & Co. kalder efteråret »ikke bestået«. Det vil jeg omvendt kalde selvovervurdering.
Karakter: 4
RANDERS FC
Det var en af de mere spektakulære forestillinger, Randers FC opførte, da kone-gate stod på, og da lyset blev tændt, havde Jonas Borring, Christian Keller og træner Colin Todd alle forladt klubben. Som om det ikke var nok, opførte Mandla Masango et oneman-show, og alt var lagt til rette for et dårligt efterår. Og så blev det alligevel ret godt. Olafur Kristjansson har fået ro på truppen, har fundet en god balance i holdet.
Karakter: 7
LYNGBY BK
Lyngby har været efterårets positive overraskelse og en af Superligahistoriens bedste oprykkerhold. Rutinerede forstærkninger i skikkelse af blandt andre Martin Ørnskov og Jesper Hansen forstærkede i sommer en talentfuld trup anført af karismatiske og taktisk dygtige David Nielsen. Kun mod FC København er Lyngby faldet igennem, og har til gengæld besejret langt rigere og mere erfarne klubber som Brøndby, AaB, FC Midtjylland og OB. Økonomien er truet, og det kunne se ud som om, en del af succesen er købt for penge, der ikke fandtes. Det er den kedelige historie om Lyngby. Lå til topkarakter for en måned siden.
Karakter: 10
SØNDERJYSKE
Jeg vil ikke sammenligne Sønderjyske med sidste sæson, men med klubbens mere forventelige leje. Med et lønbudget i den nederste tredjedel, burde de også ligge deromkring, men spiller nu seriøst med om en plads i slutspillet. Den europæiske kampagne var lige ved at slutte lykkeligt, men kostede dyrt. Siden har sønderjyderne fundet formen og imponerer mig igen i år. En udfordring bliver de vildt mange kontraktudløb og en succestræner, der forsvinder. Den tid, den sorg. Eller: Den tid, den mulighed for igen at overraske.
Karakter: 7
AaB
De havde kalkuleret med en sæson, der kunne gå hen og blive vanskelig efter en ualmindelig stor udskiftning i løbet af sommeren. Kenneth Emil Pedersen, Lukas Spalvis, Nikolaj Thomsen og Rasmus Jönsson var alle stamspillere, da de tog af sted sammen med yderligere godt en håndfuld spillere. Tilsvarende mange er kommet til, men kun Marco Meilinger har indtil nu været mere end middelmådig. AaB sluttede på vej mod en optur, men er næppe tilfredse med hverken efteråret som helhed eller den sidste rædsomme 0-3 kamp mod AC Horsens.
Karakter: 02
FC NORDSJÆLLAND
FC Nordsjælland vil både gerne i top seks og selv udvikle spillere til både førsteholdet og Right to Dream-projektet som helhed. Det er en vanskelig mission. Egenavlen kører glimrende, men de svingende resultater viser også, at der er sandhed i klichéen om, at unge spillere er mere ustabile end de rutinerede. Marcus Ingvartsen er det helt store lyspunkt i et efterår på det jævne i forhold til både resultater og underholdningsværdi.
Karakter: 4
AC HORSENS
Spiller for at undgå nedrykning og har allerede samlet et pænt antal point sammen til det forestående nedrykningsspil. Horsens er bare et solidt hold, som det med enkelte udfald mod FCM og AGF har vist sig svært at slå. Den vilde træner, Bo Henriksen, personificerer meget godt den fighterånd, der lever i Horsens.
Karakter: 7
AGF
Glen Riddersholm forsøger at overbevise omverdenen om, at processen fører hans hold i den rigtige retning, og at det spillemæssigt går fremad både defensivt, offensivt og i spillet mellem felterne. Men resultatmæssigt var det længe svært at få øje på. AGF har økonomien, beliggenheden og fanfundamentet til at gøre det langt bedre, end de har gjort i mange, mange år, og får projektet den nødvendige tid, kan det nuværende ledelsessetup være det rigtige. Vi mangler bare endnu at se resultaterne af et års arbejde.
Karakter: 02
SILKEBORG IF
Jeg fik tidligt begravet Silkeborg, der lagde vildt ringe fra land. Uden at gøre noget særligt ved truppen efter oprykningen, mødte de op til første spillerunde, og det gav dem nogle tæsk. Der skulle gå ni kampe, før Silkeborg havde prøvet at vinde, men så har de til gengæld også gjort det fint siden med Robert Skov (der var til OL i sæsonens begyndelse) som den store spillemæssige oplevelse og med Peter Sørensen som en dygtig taktiker på sidelinjen.
Karakter: 4
OB
Vi var mange, der troede, at Kent Nielsen nu havde arbejdet længe nok med sin trup til at kunne udgøre en trussel mod topholdene. Det var dumt. OB har været en forfærdelig oplevelse, der slet ikke har fundet de offensive løsninger, Rasmus Falk i sidste sæson improviserede sig frem til, og som Anders K. Jakobsen og Rasmus Festersen levede godt af og udnyttede. Det har været en flov omgang. OB sigtede efter top seks. Nu skal de være glade for at overleve.
Karakter: 00
VIBORG FF
Viborg begyndte egentlig udmærket, men har totalt tabt pusten og fremstår ved efterårets slutning som det nemmeste hold at besejre i Superligaen. Nå ja, det er også det hold, der rent faktuelt har tabt flest kampe, så det er en nem påstand at komme med, men i modsætning til Esbjerg og OB, er det svært at se Viborg finde noget, der minder om et højt topniveau. Viborg har ikke haft mulighederne for at forstærke sig og har ikke fået det nemmere af at miste sportschef Ole Nielsen til Randers. Den kan godt blive svær at rette op.
Karakter: 00
ESBJERG fB
Puha, hvor har det på alle måder været rædselsfuldt at følge Esbjerg. Fyring af Jonas Dal, fyring af Colin Todd, intern palaver i både spillertrup og trænerteam og et uhyggeligt lavt bundniveau afspejler sig i tabellen. En oprørsk spillertrup og total mangel på synlig strategi fra ledelsen trækker Esbjerg helt i bund på skalaen – også selvom OB med et lignende budget indtil mindst i aften ligger under dem i tabellen. Det er ikke kønt, og der er nok at gøre i vinterpausen for den hollandske sportschef Ted van Leeuwen. Lad os håbe, han har lidt at gøre godt med.
Karakter: -3
