Det var reserverne, der fik chancen, da FC Københavns danske mestre søndag blev ydmyget af Hobro.

Faste startere som de svenske landsholdsspillere Robin Olsen, Erik Johansson og Ludwig Augustinsson havde alle fået fri, fordi mesterskabet allerede var i hus, og det får nu Danmarks tidligere landstræner, Morten Olsen, til at lange ud efter københavnerne og anklage dem for hykleri.

Da Olsen i juni sidste år skulle bruge spillere til en venskabskamp mod Montenegro i Viborg som forberedelse til EM-matchen mod Serbien seks dage senere, viste FC København nemlig ingenlunde samme velvillighed, selv om Superligaen også i det tilfælde var afgjort.

»FC Københavns administrative chef Anders Hørsholt afviste min anmodning med den begrundelse, at FCK af hensyn til sine sponsorer følte sig tvunget til at stille med sit bedste hold i Alka Superligaen. Enten betyder sponsorerne ikke længere så meget for FCK, eller også er der tale om hykleri,« siger han til TV3 Sport.

Hos FC København afviser pressechef Jes Mortensen Olsens kritik:

»Vi har ikke frigivet de tre spillere til en landskamp, men blot givet dem nogle fridage, så de bedre kan restituere. Det var en sportslig vurdering, Ståle Solbakken foretog. Trioen er da også med mod AGF i Parken på søndag i sæsonens sidste kamp i denne sæson,« siger han til TV3 Sport.