Brøndby tog onsdag aften et vigtigt skridt i toppen af Superligaen med en sejr over en direkte modstander til andenpladsen Randers FC, da Alexander Zornigers hold vandt med 1-0 på udebane.

Turen hjem til Vestegnen blev imidlertid ikke helt afslutningen på arbejdsdagen for store dele af truppen.

Klubben har på sin Twitter-profil lagt dette billede op af en stor flok spillere, som klokken 02.40 fik lov at løbe en tur på det grønne græs på Brøndby Stadion. Selv om ekstra løbeture ofte bliver sat i forbindelse med strafaktioner, er det nok snarere for at løsne benene efter en lang køretur, at spillerne hoppede i træningstøjet.

Alexander Zorniger er kendt for at beordre lange arbejdsdage for sine medarbejdere, og onsdag viste sig altså ikke at være en undtagelse.

Brøndby har med sejren over Randers skabt et hul på seks point ned til FC Midtjylland på Superligaens tredjeplads. Ulvene spiller deres kamp i 19. runde torsdag aften mod Silkeborg.