Både træner Johnny Mølby og anfører Martin Retov var meget utilfredse med AC Horsens' spil i nederlaget til Sønderjyske.

AC Horsens tabte hjemme 1-3 til Sønderjyske, og det kunne der ikke siges ret meget til, sagde både holdets træner, Johnny Mølby, anfører Martin Retov.

- Vi falder på alle parametre. Når man spiller sådan her, så kan man ikke vinde i Superligaen, sagde Johnny Mølby efter kampen til TV2 Sport.

- Vi rammer især i forsvaret et niveau, der er meget langt fra det, vi ønsker. Vi giver alt for mange chancer væk, og det koster også mål. Vi havde svært ved at styre deres offensiv, og vi taber fuldt fortjent, tilføjede Horsens-træneren.

- Offensivt mangler vi at bringe bolde nok ind i feltet, men det er først og fremmest på defensiven, at vi taber kampen, sagde Johnny Mølby.

Martin Retov havde efter sidste rundes nederlag i Brøndby stemplet holdets spil som "pisse-ringe", og det blev ikke meget bedre i hans øjne fredag aften.

- Det her var næsten lige så dårligt, og vi taber kampen, fordi Sønderjyske generelt bare spiller bedre end os i dag.