Han har altid været god for en skarp bemærkning. Nu gør Niels-Christian Holmstrøm det igen. I et stort interview med Tipsbladet langer næstformanden i Parkens bestyrelse og den tidligere sportsdirektør i FC København ud efter konkurrenterne fra Brøndby.

- Vi hører retorikken fra Vestegnen, og selvom den indtil videre lyder mest som professor Tribini (en dansk gøgler og entertainer fra midten af 1900-tallet, der kaldte sig selv professor, red.), så har vi også fået sportslige udfordringer fra FC Midtjylland og AaB. Vi lægger os ikke bare ned og tager to-tre mellemår. Vi vil beskytte vores brand og leve op til det, vi står for. Vi har længe drøftet ændring i vores strategi og nu er det tid til at handle.

- Vi hilser konkurrencen velkommen. Det holder os skarpe. Men man kan ikke snakke sig til det. Selv ikke med en spindoktor, ham den samme, som Bjarne Riis havde, dengang han stadig sagde, at han aldrig havde testet positiv? Skal vi ikke bare lade den står der, siger Niels-Christian Holmstrøm til Tipsbladet og ler.

I det store interview, der netop er udkommet, taler Holmstrøm også om FC Københavns transferstrategi og det fornuftige i at svække konkurrenterne i Superligaen ved at købe deres bedste spillere.

- Det er i udgangspunktet en særdeles god ide. Det havde Brøndby stor succes med i firserne og halvfemserne. Der er også et stort hold nede i Bayern, der er rigtig godt til det der. Det kan være en rigtig fin strategi at købe modstandernes tre-fire bedste spillere. Det kan være, de ikke dur, men så spiller de ikke for modstanderen, lyder det FCK-manden, som i Tipsbladet også forsvarer den nuværende sportsdirektør, Carsten V Jensen, som har været udsat for kritik.

- Det er ikke i orden. Fans og medier må da gerne diskutere, men det bliver nu fremstillet som om, at Ståle kommer og laver alt om. Hør, jeg kan da også nævne nogle spillere, som Ståle ville have eller var med til at hente, og til mange penge, der ikke slog til. Sådan er vilkårene, siger Niels-Christian Holmstrøm.

Du kan læse hele interviewet med Holmstrøm i Tipsbladet. Det udkommer sammen med Ekstrabladet.